Ressource Blokken

Med vedtagelsen af ”ghettoloven” fra 2018 står en stor bygningsmasse med udsigt til at skulle nedrives i løbet af de næste år. Projektet Ressource Blokken vil undersøge mulighederne for genanvendelse og genbrug af de anvendte byggematerialer, herunder særligt betonen.

Projektbeskrivelse

I december 2018 blev udviklingspakken ”Et Danmark uden parallelsamfund”, også kendt som ghettoloven, offentliggjort. Som en del af udviklingspakken er 15 almene boligområder udpeget som ”hårde ghettoområder” og skal i løbet af de næste fem år blandt andet nedsætte andelen af almene familieboliger til maksimalt 40 procent.

Udviklingspakken betyder, at et stort antal bebyggelser over hele landet vil blive revet ned for derefter at opføre nye bebyggelser samme sted. Det betyder også, at en stor mængde af ressourcer vil gå tabt, hvis ikke mulighederne for genanvendelse og genbrug tænkes ind i projekterne.

Fælles for de 15 boligområder er, at de i høj grad er opført i beton. Den nuværende praksis for håndtering af beton, når en bygning nedrives, er ved nedknusning og nyttiggørelse som ubundne bærelag under veje eller genanvendelse som sand og sten i ny beton. Disse håndteringsmetoder giver primært  en ressourcebesparelse men en begrænset CO2-besparelse.

Ressource Blokken vil undersøge potentialet for at genbruge betonen som hele konstruktionselementer i nyt byggeri. Forventningen for projektet er, at det kan eftervises at direkte genbrug af betonkonstruktioner er muligt, samt at det vil føre til en CO2-besparelse.

Projektet tager udgangspunkt i de to boligområder ”Vollsmose” og ”Stengårdsvej i Esbjerg”, hvor muligheder og udfordringer for genanvendelse og genbrug belyses. Derudover analyseres de 13 øvrige boligområder med henblik på at kunne opskalere erfaringerne fra de to casestudier til de resterende boligområder.

Bæredygtig Beton initiativ

Dette partnerprojekt arbejder med forslag 4.3 - "Genbrug af hele konstruktionselementer fra eksisterende bygninger" fra Bæredygtig Beton initiativets roadmap.

Tidslinje

Projektet er støttet af Realdania og løber fra 2020-2021. Projektet er opdelt i to faser. Den første indledende fase vil afklare potentialet for genanvendelse og genbrug i boligområderne, og vil blive udmøntet i et idekatalog for de 15 boligområder.
Fase 2 vil skalere de kortlagte potentialer i byggebranchen igennem fælles vidensudvikling. En række fysiske pilotprojekter vil demonstrere tekniske og praktiske løsninger for at skabe effekt og værdi, som kan repliceres.

Projektpartnere

I projektet deltager GXN Innovation, Jaja Architects, Regnestuen, Teknologisk Institut og SBi

Nedtagning af betonkonstruktioner til genbrug ifm. projektet ”Superlocal” i Bleijerheide, Holland.

Foto: Corné Netten

Relateret indhold