Consave: Software til analyser af betonens andel af CO2 på et byggeri

CO2-agendaen er en udfordring, som betonindustrien skal håndtere. Dette skal gøres på flere områder – herunder nye teknologier og bedre information til kunderne, så de kan være mere bevidste om deres valg af beton og den påvirkning, det har på miljøet. EPD’erne er en del af dette svar, nye cementtyper er en anden.

I dette projekt undersøger vi løsninger, der udspringer af den øgede efterspørgsel på værktøjer, som kan hjælpe med at reducere CO2-udledningen.

Baggrund og formål 

Der er et øget behov for gennemsigtighed hos især entreprenørerne ift. at forstå, hvad konsekvensen af deres valg af beton har på CO2-udledningen, især ift. den tidlige styrke. I dag er CO2 ikke et dokumentationskrav, men det vil ændre sig. Og allerede i 2023 vil der blive indført krav til CO2-aftrykket pr. bygget m2 for nybyggeri. Det forventes ligeledes, at Svanemærket og DGNB-certificeringer også vil adressere dette fremadrettet.

Fokus er at udvikle en intuitiv software-løsning, der kan bruges af betonproducenterne, og som på en simpel måde skal kunne fortælle entreprenøren, hvilke konsekvenser valget af beton har på CO2-regnskabet – gældende for betoner med og uden EPDer

Systemet vil desuden anvise resultatet ved at forlænge tidlige styrkemål med 1-7 dage og den derved opnåede besparelse på CO2. Herved har betonproducenterne og entreprenøren et værktøj til at tage en mere kvalificeret dialog om betonrecepter til deres job, og samtidig vil entreprenøren have et nemt værktøj til at lave nogle tidligere analyser af betonens andel af CO2 på et givet byggeri. Målet er at kunne minimere den overenginering, der sker på grund af krav til tidlig styrke.

Anden del af projektet omhandler bedre softwareværktøjer til betonproducenterne, hvor der især fra udenlandske kunder har været efterspurgt nye løsninger til at hjælpe med kvalitetssikringen af beton og prøvetagning. Der vil blive udviklet en bedre AI til at hjælpe med at forudsige temperaturudviklingen i betonen ude på byggepladsen, hvilket gør planlægningen af arbejdet med betonen bedre. Målet er at kunne sige betonstyrken om 24-96 timer ud i fremtiden, og herudfra kan entreprenøren bedre planlægge sit arbejde.

Slutteligt vil der blive lavet nogle forsøg i relation til nye betontyper og deres styrkeudviklinger - herunder bestemmelse af aktiveringsenergi som vil muliggøre en forudsigelse af temperaturudviklingen i disse nye betontyper, så de bliver endnu mere anvendelige ude på byggepladserne i den nærmeste fremtid.

Projektpartnere

I projektet deltager: Teknologisk Institut, Dansk Beton, Danmarks Tekniske Universitet, og Maturix. Projektet løber fra august 2021 til august 2023 og er støttet af MUDP under Miljøstyrelsen.

Kontaktperson for projektet

Thomas Juhl, Maturix: tj@maturix.com