Til Antwerpen havns nye hovedkvarter fra 2012 skabte Zaha Hadid en tilbygning i form af en stålog glasbygning, der bæres af en 22 meter høj insitu støbt betonstruktur.
Vi skal ikke helt tilbage til de gamle grækere, men dog til de gamle romere for lidt over 2000 år siden for at finde den tidligste konsekvente brug af beton i byggerier, selvom andre civilisationer tidligere har anvendt en form for mørtel med bindemidler. Den romerske beton var iblandet naturlige puzzolaner og var uarmeret. Ikke desto mindre var romerne i stand til at bruge materialet i både anlæg og bygninger, typisk til trykpåvirkede konstruktioner som kupler, hvælv og buer. Mest berømt er Pantheon i Rom fra ca. 120 e.Kr. der den dag i dag er helt intakt og fungerer som kirke. Både den cylindriske hovedbygning og den imponerende kuppel, der måler 43 meter i diameter, er konstrueret i beton.
Efter Romerriget går brugen af beton stort set i glemmebogen indtil 1700-tallet. Det var dog to opfindelser i løbet af 1800-talet, der indvarsler den moderne brug af beton – udviklingen af Portlandcementen i første del af århundredet og anvendelsen af stålarmering i betonen i den andel halvdel.
I 1927 flytter Bauhaus-skolen fra Berlin til Dessau i nye bygninger
tegnet af rektor Walter Gropius i samarbejde med skolens lærere og elever. Designskolen får i 1927 også en afdeling for arkitektur.
Ando dyrker det meditative, nærmest zenagtige, i sine byggerier. Hans måde at bruge beton på har også inspireret danske arkitekter gennem tiden. Benesse House i Naoshima fra 1992 fungerer både som hotel og museum.
BAUHAUS OG MODERNISMEN
I løbet af 1800-tallet bliver beton især brugt til anlæg og indvendige konstruktioner, men det ændrer sig, da den moderne bevægelse begynder at vokse frem i starten af det 20. århundrede. Den moderne tids arkitekter og designere på blandt andet designskolen Bauhaus i Berlin og senere i Dessau vil væk fra den historicistiske stils krummelurer. Nu skal det handle om rene linjer, industrielt design og masseproduktion i høj kvalitet. Den østrigske arkitekt Adolf Loos skriver i 1908 som
en del af opgøret et essay ”Ornament und Verbrechen” som bliver en slags manifest. Her gør han op med tanken om udsmykning af arkitekturen. For modernisterne er betonen sammen med stål og glas det ideelle materiale, billigt, stærkt og egnet til masseproduktion. Den nye Bauhaus-skole i Dessau fra 1926 er tegnet af grundlæggeren Walter Gropius. Her er rektangulære former, rene flader og sammenhængende vinduesbånd.
I Danmark slår modernismen i høj grad igennem og bliver populær hos arkitekterne i form af funktionalismen eller funkis, som den danske udgave kaldes. Arkitekter som Vilhelm Lauritzen og Arne Jacobsen tager tankerne og stilen til sig, men tidens danske byggeteknik står ikke altid mål med idéerne, så Jacobsens boligbebyggelse Bellavista og Bellevue Teatret fra midten af 1930’erne er i praksis bygget i mursten, som er pudset og hvidmalet for at illudere betonbyggeri.
LE CORBUSIER
En af de mest indflydelsesrige arkitekter og byplanlæggere i det 20. århundrede er schweizeren Charles-Édouard Jeanneret, bedre kendt som Le Corbusier (Den kragelignende – 1887-1965). Han designede allerede i 1915 på et byggesystem til småhuse i armeret beton, der kunne imødekomme behovet for billige boliger efter 1. Verdenskrig. Dom-Ino huset bestod af tre betondæk, seks bærende søjler og to trappeløb. Huset kunne forsynes med lette facader og den åbne plan kunne opdeles med lette vægge efter behov. Systemet var banebrydende, men fik ikke særlig udbredelse i praksis. Til gengæld blev hans Villa Savoye fra 1931 prototypen for den modernistiske ”hvide villa” og et ikon for moderne arkitektur.
På samme måde kan man sige, at hans betonbyggeri Unité d'Habitation i Marseille fra 1952 blev ophav til den rationelle boligblok i beton, som senere ses i Danmark i Bellahøj husene og Høje Gladsaxe. Byggeriet, der var 18 etager højt, rummede 337 boliger. I modsætning til tidligere betonbyggerier, der helst skulle stå med glatte, hvide overflader, stod Unité i rå beton med mærker efter bræddeforskallingen. Denne ”béton brut” markerede også starten på den brutalistiske betonarkitektur, hvor betonen står rå og mere ærligt frem som synligt byggemateriale. Denne tankegang var en vigtig indflydelse i Danmark i mange år frem, hvor brutalismen blev brugt af arkitekter som Friis & Moltke og ses i byggerier som Roskilde Rådhus og Vikingeskibemuseet i Roskilde.
Med byggerier som kapellet Notre Dame de Haut i Ronchamp fra 1955 går Le Corbusier igen i en anden retning. Her bliver betonen brugt til at skabe en meget ekspressiv betonbygning med en fri og fabulerende formgivning, hvor især det kurvede tag er meget karakteristisk.
TADAO ANDO
En arkitekt som vi sætter stor pris på i Danmark er japaneren Tadao Ando (f. 1941). Faktisk blev Ando i 1992 den første modtager af Carlsberg Arkitekturpris, der blev uddelt tre gange i perioden fra 92-98. Ando betjener sig grundlæggende af et modernistisk formsprog, men hans byggerier er præget af en fordybelse og ro, som man sjældent finder i vestlig arkitektur. Han fremhæver selv sammenhængen mellem natur og arkitektur, og hans byggerier ligger ikke sjældent naturskønt. Hans foretrukne materiale er den in-situ støbte beton, men i en meget raffineret udgave. Hos Ando står betonen rå, men aldrig brutal. Han bruger glatte støbeplader, der giver en fin overflade og en præcis og rytmisk placering af støbehullerne, så de bliver en form for ornament i sig selv. Betonen står typisk i store, plane flader med en sparsom og meget bevidst brug af vinduer og andre åbninger.
Pantheon i Rom har stået siden opførelsen før Kristi fødsel. Både den 43 meter store kuppel og den cylindriske hovedbygning er konstrueret i beton med en udvendig beklædning
DEKONSTRUKTIVISME
Ikke alle internationale arkitektoniske strømninger slår dog lige meget igennem i Danmark. Sidst i 1970’erne og i 1980’erne var postmodernismen meget populær som reaktion på den stramme modernistiske arkitektur. Postmodernisterne havde en legende og ironisk tilgang til byggeri, hvor man frit bruger stilelementer fra især klassisk arkitektur, stærke farver og overraskende materialekombinationer. Stilen er meget omtalt i Danmark, men slår mest igennem i Danmark i en meget mild udgave.
Sidst i 80’erne opstår en anden og til dels modsat rettet bevægelse i form af dekonstruktivismen. Her tager man udgangspunkt i modernismens formsprog, men elementerne pilles fra hinanden og sættes sammen på nye og overraskende måder. Man kan med en vis ret skelne mellem en mere kantet og intellektuel retning hos arkitekter som amerikaneren Peter Eisenmann (f. 1932) og polsk-amerikanske Daniel Libeskind (f. 1946) og så de mere sprælske og artistiske udfoldelser hos især amerikanske Frank Gehry (f. 1929) og irakisk-britiske Zaha Hadid (1950-2016). Daniel Libeskind kendes ikke mindst fra de jødiske museer i København og Berlin.
Frank Gehry har en lang række store byggerier bag sig. Mest berømt er Guggenheim Museets filial i Bilbao fra 1997, der nærmest egenhændigt revitaliserede byen. Byggeriet er uhyre komplekst og fremstår som serie, men nærmest naturstridigt formede volumener beklædt med reflekterende titaniumplader.
Da den, på det tidspunkt ikke så kendte Gehry i 1989 fik til opgave at designe et designmuseum for det tyske møbelfirma Vitra, fik han Zaha Hadid til at tegne brandstationen, en af hendes første opgaver. Resultatet blev en radikalt udseende bygning i in-situ støbt beton og glas, der er lutter spidse vinkler og kolliderende flader.
Interessen for dekonstruktivismen var stor på danske arkitektog designskoler i tiden, men kun et enkelt rendyrket dekonstruktivistisk byggeri kan vel siges at være gennemført i Danmark, nemlig kunstmuseet ARKEN i Ishøj af Søren Robert Lund, hvor inspirationen fra Hadids brandstation er meget tydelig.
For dekonstruktivisterne er betonen et ideelt materiale, og i Hadids senere byggerier gør materialet det muligt for hende at skabe store organisk formede konstruktioner på kanten af det mulige. Zaha Hadid fik bygget et enkelt værk i Danmark, nemlig tilbygningen til Ordrupgaard fra 2005.