29.01.25 Nyheder

ERFARINGSUDVEKSLING STYRKER INTERESSEN FOR ERHVERVSUDDANNELSERNE

Aalborg Portland og Femern Link Contractors har indledt et samarbejde, hvor fokus er på erfaringsudveksling mellem lærlinge på de to arbejdspladser. Det giver forståelse for hinandens kompetencer - og hvad der egentlig sker med cementen fra den forlader ovnen i Aalborg, til den lander på bunden af Femern Bælt som færdig beton i form af et tunnelelement.

Lærlingene fra Femern Link Contractors blev lidt overrasket over omfanget af en virksomhed som Aalborg Portland.

Foto: Aalborg Portland

Søgningen til erhvervsuddannelserne kunne være bedre, og uddannelsessystemet kritiseres nogle gange for at have for stort fokus på de boglige uddannelser, uagtet at der er stor brug for dygtige unge, som har lyst til en fremtid inden for eksempelvis bygge- og anlægsbranchen. Derfor handler det om at eksponere disse fag for de unge, så blandt andet derfor har Aalborg Portland og Femern Link Contractors indledt et samarbejde, der handler om erfaringsudveksling mellem lærlinge.

Selv om et fag af titel måske er ens, kan der nemlig være stor forskel på det daglige arbejde, så erfaringsudveksling er en god ting, både når det gælder om at udvide sin egen horisont, og når det gælder om at øge interessen for de håndværksmæssige uddannelser i omgangskredsen. Aalborg Portland er desuden storleverandør til Femern Link Contractors, der har hovedentreprisen på Femern Bælt-forbindelsen, og her tilbyder man ikke mindre end 17 forskellige erhvervsuddannelser.

SAMARBEJDE PÅ FLERE FRONTER

”I efteråret 2024 besøgte en gruppe lærlinge fra Femern Link Contractors således Aalborg Portland, mens en gruppe af vores lærlinge senere besøgte Femern Link Contractors, som oprindelig initierede ideen. Blandt andet ud fra det faktum, at vi ikke kun leverer cement, men også mange lærlingetimer, som indgår i det samlede regnskab, som de aflægger for deres lærlingeprogram,” forklarer Lars Ipsen, der er Shift Manager med ansvar for den daglige drift hos Aalborg Portland.

Den store cementovn hos Aalborg Portland vakte behørig beundring hos lærlingene fra Femern Link Contractors.

Foto: Aalborg Portland

Både under besøget på Aalborg Portland og under besøget hos Femern Link Contractors fik de unge lærlinge en grundig information om de to arbejdspladser, ligesom de fik en omfattende rundvisning og i mindre grupper havde mulighed for at udveksle erfaring om deres respektive hverdag. Desuden blev der givet megen nyttig viden både om, hvorledes cementen produceres, og hvorledes den rent faktisk anvendes i betonen i tunnelelementerne.

GROBUND FOR NY INSPIRATION

”Det var mit indtryk, at vores lærlinge var meget imponeret over at besøge det gigantiske infrastrukturprojekt og på helt tæt hold se, hvad der egentlig sker med cementen efter, at den har forladt os. Jeg fik i hvert fald mange positive tilbagemeldinger fra vores lærlinge,” siger Lars Ipsen videre. Han føjer til, at selv om lærlingeprogrammet hos Aalborg Portland ikke er nær så omfattende som hos Femern Link Contractors, er der masser af grobund for inspiration.

Under besøget havde Lars Ipsen en samtale med den lærlingeansvarlige hos Femern Link Contractors, lige som han også har talt sammen med den HR-ansvarlige hos Aalborg Portland om mulighederne for at gøre arbejdet med lærlingene endnu bedre. Han er med andre ord overbevist om, at samarbejdet om erfaringsudveksling på sigt kan blive til en fordel. Samme holdning har man hos Femern Link Contractors.

Både ved besøget på Aalborg Portland og som her hos Femern Link Contractors blev der udvekslet megen god viden om dagligdagen på de to arbejdspladser

Foto: Femern Link Contractors

BRED TVÆRFAGLIG FORSTÅELSE

”Da lærlingene fra Aalborg Portland var på besøg, gav 11 af vores lærlinge en grundig indføring i nogle af de 17 erhvervsuddannelser, vi tilbyder og ikke mindst, hvad lærlingene laver på Femern Bælt-byggeriet. Vi dækkede uddannelserne inden for indkøb, kontor, bygningsstruktør, smed, elektriker, teknisk designer, procesoperatør, kranfører, IT-supporter, lager og logistik samt sikkerhedsvagt,” fortæller Charlotte Lie Steen, der har det overordnede ansvar for lærlingene.

Lærlingene fra Aalborg Portland dækkede uddannelserne inden for procesoperatør, industrioperatør, industritekniker, elektriker og lager og logistik, og selv om ikke al snak havde cement som fokus, var det alligevel cement og som følge deraf beton, der var det fælles omdrejningspunkt for de to arrangementer, der alt i alt var med til at give de deltagende lærlinge en bred og tværfaglig forståelse for hinandens kompetencer.

MEGET FORSKELLIG DAGLIGDAG

”Aalborg Portland har dygtige lærlinge på en række forskellige områder, og i sidste ende hjælper de jo alle på en eller anden måde med til at udføre leverancen til os,” siger Charlotte Lie Steen videre. Fra Femern Link Contractors deltog blandt andre 18-årige lager- og logistikoperatørelev Silke Wulff, 20-årige elektrikerelev Sakir Cetin og 26-årige procesoperatørelev William Slott Fredslund. Alle har været meget glade for forløbet.

Under besøget hos Femern Link Contractors fortalte repræsentanter for en række af de forskellige erhvervsuddannelser, man tilbyder, blandt andet om samarbejdet med Aalborg Portland.

Foto: Femern Link Contractors

De siger samstemmende, at noget af det, der har gjort størst indtryk, er den store forskellighed i dagligdagen på de to arbejdspladser, og at de samtidig har fået et godt indtryk af, hvorledes et kæmpe infrastrukturprojekt som Femern Bælt-forbindelsen hænger sammen materiale- og procesmæssigt. Ligeledes er de blevet bekræftet i, at de med en erhvervsuddannelse har valgt den rigtige vej for et karriereforløb.

HAR FULGT CEMENTEN HELT TIL DØRS

Mulighederne for fremtiden er mange, og det er 34-årige elektrikerlærling Casper Jensen fra Aalborg Portland enig i. Han har tidligere haft med den daglige drift at gøre, men har siden skiftet til elektrikerfaget. Også han er overrasket over, hvor stor forskel, der f.eks. er på at være elektriker i Aalborg Portland og hos Femern Link Contractors, selv om der grundlæggende er tale om samme uddannelse.

”I Aalborg Portland arbejder jeg meget med PLC-styring, mens min kollega fra Femern Link Contractors udfører en del kabelarbejde. Det var virkelig sjovt og interessant at vise rundt og høre om hinandens arbejde, og selv om jeg ikke direkte har så meget med cement at gøre, var det meget interessant at få noget at vide om, hvordan støbearbejdet foregår på et projekt som Femern Bælt-forbindelsen og dermed, hvordan vores produkt anvendes,” siger Casper Jensen.

Henrik Malmgreen
Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold