Normalt udgøres dommerkomiteen til Betonworkshop primært af fagpersoner fra AMU Nordjylland og Aalborg Universitet, der i forening står som arrangør af eventet. Repræsentanter fra de interessenter, der efterfølgende skal aftage de værker, som de unge studerende og elever fremstiller, finder også vej til panelet af dommere, men det hører trods alt til sjældenhederne, at det, man i denne sammenhæng vel nærmest kan kalde for en civilist, får lov til at være med til at bedømme værkerne.
Det var dog tilfældet i år, hvor journalist og betonentusiast Thomas Uhrskov fik lov til at være med til at vælge et af de i alt tre vinderprojekter. Thomas Uhrskov har tidligere i samarbejde med Dansk Beton skabt en række betonstøbeevents forskellige steder i landet. Det primære formål med disse har været at inspirere unge til at gå i gang med en struktøruddannelse samt at give deres forældre et indblik i dels, hvad faget handler om, dels hvad de karrieremæssige muligheder er på sigt.
Til spørgsmålet om, hvad Thomas Uhrskov som lægmand kunne byde ind med som del af en dommerkomité, der i høj grad har sit afsæt i faglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer, lyder svaret, at han med sin store interesse for materialet har kigget på og vurderet de enkelte værkers kreative egenskaber. Samtidig har han både som entusiast og som bruger af beton kigget ind i, hvorledes deltagerne i workshoppen har udnyttet de 200 liter beton, som hvert deltagende hold får udleveret.
”Jeg er meget imponeret over, hvad jeg har set her under Betonworkshop 2024, og jeg synes det er fascinerende at se den skaberånd, der lægges for dagen. Jeg plejer at udtrykke det på den måde, at når folk laver noget med deres hænder, bliver de glade i låget,” siger Thomas Uhrskov, der også er imponeret over, hvorledes de forskellige faggruppers kompetencer kommer til udtryk i et effektivt og velfungerende samarbejde i løbet af den uge, Betonworkshoppen varer.
Fra flere af især de ingeniør- og arkitektstuderende mødte han således begejstring over muligheden for at se og røre ved elementer, de ellers kun er vant til at møde inde i en computermodel. Muligheden for at være med til at transformere et kreativt tankesæt fra start til slut og være med til både at konstruere formen, være med til at støbe betonen og endelig være med til at afforme det færdige værk samt gøre det klar til bedømmelse, gjorde altså et stort indtryk.
Thomas Uhrskov kunne med andre ord genkende entusiasmen fra de betonstøbeevents, han har været med til at arrangere, et koncept han i øvrigt nu også har søgt fondsstøtte til og prøver at bære ind i folkeskolen. Selv er han stolt over at kalde sig selv for en glad amatør, der elsker beton som materiale. Et materiale han over en årrække endda har benyttet til på egen hånd at støbe et sommerhus fra kælder til kvist i Klitmøller.
Nok så vigtigt var der imidlertid også begejstring over de unges indsats i den øvrige del af dommerkomiteen, hvor der blandt faglærerne var stor tilfredshed med såvel den faglige indsats som samarbejdet, der er et af nøglefundamenterne for Betonworkshoppen. I år skulle studerende samt elever dyste i kategorierne Eventyr og Fællesskab, og de unges værker kommer til at blive placeret såvel i Aalborg som i Sydøsthimmerland ved Mariager Fjord.
Fem af de værker, der blev skabt i kategorien Eventyr, kommer således til at stå i Mulighedernes Park i Aalborg, mens fem værker fra kategorien Fællesskab kommer til at stå i byen Skelund og andre fem i nabobyen Veddum. Derfor er det kun naturligt at spørge Mia Nordow fra Aalborg Kommune, Byer og Natur samt Jess Laursen fra Skelund Landsbyforening og Veddum Landsbylaug, om de er tilfredse med det kunstneriske og kreative udtryk, der er lagt for dagen.
Fra begge sider lyder der stor ros. Således siger Mia Nordow, som selv var med i dommerkomiteen, at der i hendes optik er tale om et meget højt niveau samt, at det derfor var meget svært at vælge. Valget faldt på en åbentstående eventyrbog rejst på højkant, der giver mulighed for at eventyrlystne børn kan angribe den fra flere vinkler både udefra og indefra. Der er altså tale om et værk, som giver flere muligheder i samme konstruktion.
Skelund Landsbyforening og Veddum Landsbylaug var naturligvis også repræsenteret i dommerkomiteen, og den tidligere formand, Jess Laursen, var ligeledes meget begejstret for resultatet. Dommer Thomas Uhrskov er meget engageret i at promovere de håndværksmæssige uddannelser overfor de unge, men samtidig er hans mantra, at i en byggeproces er ingen mere end de andre. Det samme påpeger Jess Laursen, som var meget fascineret over den måde, de unge arbejdede både sammen på og på tværs af deres respektive faglige kompetencer.