Arkitekten Vilhelm Dahlerup og ingeniøren H.C.V. Møller fik med afsæt i historicismens træk sammen til opgave at udforme og anlægge det nye havneområde efter tysk, industrielt forbillede. Fra Langelinieskurets forhøjede promenadedæk kunne Københavnerne nyde livet på Frihavnen.
Foto: NIRASDet er nok de færreste, der tænker over, at den officielle betegnelse for det 350 meter lange bygningsværk, der flugter Langelinjekajen, hvor krydstogtsskibene lægger til, er Langelinjeskuret. Men det er det altså, selvom man nok kunne synes, at det 129-årige bygningsværk kunne fortjene et lidt mere elegant navn - i hvert fald i vore dage, hvor det med sin spændende, visuelle fremtoning byder sig til overfor de mange krydstogtgæster, der besøger København.
Efter opførelsen tjente Langelinjeskuret som en del af Københavns Frihavn, hvor gods fra den store verden skulle deklareres, og tanken var, at København som handels- og industriby skulle udgøre et konkurrencedygtigt modspil til havnen i Hamborg. I nyere tid er bygningerne i stedet blevet ramme om mere turistprægede aktiviteter i form af forretninger samt restauranter, og netop i disse år undergår de en gennemgribende renovering.
OPGAVEN GIK TIL EKSPERTER
Det er håbet, at Langelinjeskuret i fremtiden også kan blive ramme om forskellige events, ligeledes i turismens navn, og i den sammenhæng har bygningens ejer, ejendomsselskabet Karberghus, valgt at igangsætte en omfattende renovering af den gamle toldbygning, der er et historisk og bevaringsværdigt varemærke for Langelinjekajen. Entreprenøren på opgaven, der forventes afsluttet i 2024, er Arkil, mens rådgiver er NIRAS.
En af årsagerne til, at det netop blev NIRAS, der fik denne opgave, er at man har en afdeling, hvor man er specialist i beton samt betonrenovering, og projektlederen er Ole Viggo Andersen, der de seneste par år har haft ansvaret for udførelse af projektet. Han skal ligeledes sørge for at følge det helt til dørs således, at den historiske bygning bedst muligt kan komme til at spille en endnu mere attraktiv rolle.
En af de større opgaver har været renovering af forkanterne på de såkaldte perrondæk, som var kraftigt nedbrudte og dermed gjorde dækket utæt. Skaderne her skyldes primært dårligt vedligeholdelsesarbejde over tid.
Foto: NIRASBETON I MEGET FIN STAND
”Inden vi gik i gang, har det krævet en del forarbejde samt analyser at undersøge tilstanden på de gamle betonkonstruktioner, men gennem prøvetagning har vi kunnet konstatere, at hovedparten af dem er i overraskende god stand,” forklarer Ole Viggo Andersen. Han siger videre, at selv om det har været tilfældet, er man dog stødt på forskellige overraskelser af større eller mindre omfang.
”En helt naturlig diskussion i sådan et renoveringsprojekt er, hvor meget, der kan og skal bevares. Heldigvis er Karberghus meget dedikeret i arbejdet med at bevare historie og arkitektur samtidig med, at renovering frem for nybyggeri jo klart er den mest miljøvenlige løsning. Derfor har udgangspunktet været, at vi skulle bevare så meget som muligt,” uddyber Ole Viggo Andersen, idet han føjer til, at det jo netop er gennem de udfordrende opgaver, man lærer mest.
HAR LÆRT OM FORTIDEN
Og læring har der været masser af. Blandt andet har man fundet beton med store stenstykker i, en blanding der slet ikke ville komme på tale i dag, men en blanding, som alligevel har holdt i mange år. Ny viden om tidligere tiders betonteknologi er der altså rig mulighed for at få - blandt andet fordi betonen er fra før flyveaskens tid, ligesom man dengang heller ikke kendte til de forskellige former for klinkersubstitution, der anvendes i dag.
Renoveringsopgaven er løst i samarbejde med Karberghus, som har afstukket rammerne i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, hvilket kun er helt naturligt, når der er tale om et af Københavns historiske bygningsværker. Kunsten har været at få gamle støbemetoder til at spille sammen med både nye metoder og nye materialer, for det har ikke været muligt at genskabe de gamle betonrecepter.
Det har krævet et stort arbejde at undersøge tilstanden på de 129 år gamle betonkonstruktioner. Ved at udtage prøver fra de forskellige betonkonstruktioner i Langelinieskuret, har Ole Viggo Andersen dog kunnet undersøge og analysere betonens tilstand.
Foto: NIRASFORSKELLIGE UDFORDRINGER
”En af de ting, jeg har lært i forbindelse med dette projekt er, at der er noget, som hedder historisk rigtigt, og der er noget, som hedder teknisk rigtigt, hvilket ikke nødvendigvis er det samme. Vi har mødt såvel arkitektoniske som teknologiske udfordringer, og da der ikke har været tale om et ombygningsprojekt, men et renoveringsprojekt, har vi flere gange måttet stille os selv spørgsmålet, hvor meget af det gamle materiale, vi skulle fjerne,” forklarer Ole Viggo Andersen.
Det har man brugt en del kræfter på, og det er sket i tæt samarbejde med bygherre, der ifølge Ole Viggo Andersen har haft en professionel tilgang til projektet. Grundlæggende er den oprindelige beton som nævnt i forbavsende god stand, men over tid er der foretaget reparations- og vedligeholdelsesarbejde, som ikke altid har været lige gennemtænkt eller veludført. Derfor har man i visse situationer måttet rette op på fortidens synder.
OMFATTENDE FORARBEJDE
Det har blandt andet været tilfældet i forbindelse med renovering af de såkaldte perronforkanter. På hver side af bygningen strækker et støbt betondæk sig et par meter ud, og kanterne på disse er over tid blevet ændret, hvilket er gået ud over holdbarheden. Disse kanter har man genskabt så historisk korrekt som muligt, hvilket har krævet et solidt forarbejde med henblik på at integrere den nye beton i den gamle.
”Næste trin i projektet er renovering af det promenadedæk, der er på toppen af bygningen i hele dens længde. Det blev skabt med henblik på, at det bedre borgerskab kunne promenere og spadsere ture i området. Her skal vi arbejde med støbeasfalt oven på en membran og et betonlag, hvilket er en gammelkendt teknik, og netop de gamle teknikker har været i spil i forbindelse med betonarbejdet,” forklarer Ole Viggo Andersen.
Langelinjeskuret var rent arkitektonisk helt fremme i skoene, da det blev opført. De hvælvede lofter i kælder- og stueetage, der tydeligt præger udtrykket, er et af dansk arkitekturhistories første eksempler på Monierbuer, nemlig hvælvinger i armeret beton.
Foto: Københavns StadsarkivSKAL PATINERE OVERFLADEN
Såvel procesmæssigt som materialemæssigt ville det have været svært, for ikke at sige umuligt, at genskabe den oprindelige beton i renoveringsarbejdet. Men selvom man har arbejdet med moderne beton, har man gjort en indsats for at få overfladen på de renoverede områder til at ligne den gamle beton. Det er dog ikke lykkedes helt at skabe den patinerede overflade, som bygherre har ønsket, og derfor skal man nu have assistance fra en murer, der har erfaring med restaurering.
”Entreprenøren har ikke magtet at skabe den rette overflade. Der blev lavet en række prøvefelter, men man kom ikke i mål ganske enkelt fordi, man har manglet viden om de gamle, håndværksmæssige teknikker, så vi skal nu i gang med en efterbehandling af overfladen. Men som betonnørd synes jeg, det netop er sådanne processer, der er med til at gøre arbejdet med historisk beton spændende,” slutter Ole Viggo Andersen.
