30.10.23 Nyheder

BETONWORKSHOP ER ET UDSTILLINGSVINDUE FOR FREMTIDENS KOMPETENCER

Endnu engang afviklede AMU Nordjylland i samarbejde med Aalborg Universitet en succesfuld Betonworkshop. I år var det 19. gang, eventen blev afviklet, og inden længe vil deltagernes værker blive opstillet på Port of Aalborg, hvor alle kan opleve fantasien og kreativiteten baseret på temaet Land, Vand og Vind på nærmeste hold.

Uddannelsesdirektør Jens Gjødsbøl fra AMU Nordjylland og faglærer Jens Knudsen viser Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, rundt og fortæller om arbejdet med workshoppen.

Foto: Henrik Malmgreen

Kun en enkelt ting adskilte årets Betonworkshop på AMU Nordjylland fra de tidligere, nemlig at betonen i år ikke var hvid. Et blandeværk hos leverandøren Unicon var brudt sammen, og derfor måtte deltagerne arbejde med grå beton. Dog i samme kvalitet, nemlig en aggressiv 45 megapascal beton, der er som skabt til at modstå elementernes rasen. Det bliver der god brug for, da de færdige værker skal opstilles på Port of Aalborg, hvor de skal møde vind og vejr.

Over årene har det været normen, at en af de nordjyske kommuner har aftaget værkerne, så det, at de skal opstilles på en virksomhed, er nyt. At det ikke er sket før, skyldes bestemt ikke modvilje fra arrangørernes side, men lederen af betonworkshoppen, Torben Dybdahl Jensen, forklarer, at en samlet præsentation dels kræver plads, dels kræver tilgængelighed, og det er to forudsætninger, som opstilling rundt omkring i en kommune sagtens kan leve op til.

Betonworkshop har et fast samarbejde med Unicon, der leverer betonen. Til hvert værk anvendes cirka 200 liter beton, som i år dog var grå i stedet for hvid, da et betonværk brød sammen.

Foto: Henrik Malmgreen

LAND, VAND OG VIND VAR ÅRETS TEMA

”Det samme kan vi imidlertid her på Port of Aalborg, som tæller mere end 4 mio. kvm., og jeg glæder mig virkelig til at se de færdige værker opstillet her på havnen.” Det siger den tidligere toppolitiker og nuværende direktør for Port of Aalborg, Kristian Thulesen Dahl, der som optakt til workshoppen præsenterede deltagerne for årets tema, nemlig Land, Vand og Vind. Det var de tre elementer, som deltagerne efter et par dage med forskellige andre faglige oplæg samt teoretisk gruppearbejde skulle lade sig inspirere af i det praktiske arbejde med værkerne.

”Jeg må sige, at jeg er imponeret over de unge menneskers entusiasme, for jeg noterede mig, at mange af deltagerne allerede under mit oplæg begyndte at tegne og at lave skitser til deres projekt,” siger Kristian Thulesen Dahl videre. Til spørgsmålet om, hvorfor Port of Aalborg er gået ind i projektet, svarer han, at man i forbindelse med aktiviteterne på havnen på flere fronter prøver at have et tæt samarbejde med uddannelsesmiljøet i kommunen.

Et af fundamenterne for workshoppen er samarbejde mellem forskellige kompetencer. Et samarbejde, der i høj grad kommer i spil, når deltagerne skal skabe formen til deres projekt.

Foto: Henrik Malmgreen

SAMARBEJDE SKABER NYE KOMPETENCER

Målet er at integrere forskellige kompetencer med henblik på at skabe fremtidens kompetente arbejdskraft, og i den optik kan man næppe finde nogen bedre samarbejdspartner end netop AMU Nordjyllands Betonworkshop, hvor ambitionen netop er at få forskellige faggrupper til at arbejde sammen om et fælles mål. Det er og har altid været workshoppens fundament, og Kristian Thulesen Dahl giver udtryk for, at han håber, han har været med til at så et inspirationens frø blandt de unge.

At værkerne nu kommer til at stå midt i Aalborg glæder ligeledes borgmester Lasse Frimand Jensen, der er helt enig med Kristian Thulesen Dahl i ambitionen om at udvikle de lokale kompetencer. Samtidig ser han et stort potentiale i samarbejdet mellem Port of Aalborg, der er et aktieselskab ejet af Aalborg Kommune, det øvrige erhvervsliv samt ikke mindst uddannelsesinstitutionerne. Desuden understreger han det uomtvistelige faktum, at Aalborg som bekendt er en betonby.

Der er altid travlhed med at få formen færdig, inden betonen kommer, så et af højdepunkterne i workshoppen er, når betonen skal fyldes i.

Foto: Henrik Malmgreen

BETON ER EN STOR DEL AF AALBORGS DNA

”Derfor ser jeg også frem til, at værkerne bliver udstillet på havnen, for vores DNA er beton. Det samme er samarbejde omkring et produkt, som vi både er blevet verdenskendt for og selv bruger rigtig meget i kommunen, blandt andet i forbindelse med opførelse af Stigsborg,” siger Lasse Frimand Jensen. Stigsborg er et af Danmarks største kystnære byudviklingsprojekter, som bliver en helt ny bydel på nordsiden af Limfjorden, men det er ikke det eneste lokale projekt, hvor beton er i fokus.

Lasse Frimand Jensen nævner ligeledes Plusbus, der er en ny kollektiv trafikforbindelse i Aalborg. Det er en såkaldt hurtigbuslinje, der kører i sit eget, separate spor og forbinder Aalborg Vestby med universitetet samt det nye supersygehus i Aalborg Øst. Der er 22 stoppesteder langs den 12 km lange rute, og de er alle opført i betonelementer, som borgmesteren synes er rigtig flotte, så han har ganske ret i, at beton er en del af fundamentet for udviklingen af byen.

Her ses et af vinderprojekterne, hvor gruppen har ladet sig inspirere af Limfjordsbroen. Når værket rejses op på højkant, stræber de to broklapper opad. En svær konstruktion, der vakte dommernes begejstring.

Foto: Henrik Malmgreen

EN UGE MED FANTASI OG FORTOLKNING

”Jeg kan også nævne Musikkens Hus, så fortællingen om, at beton er noget grimt og gammeldags, er jeg bestemt ikke enig i. Derfor synes jeg også, det er meget fint at bruge AMU Nordjyllands Betonworkshop som udstillingsvindue for kompetencerne i den kommende arbejdskraft,” siger borgmesteren lige før, han skal på talerstolen som optakt til kåringen af vinderprojekterne på workshoppen. Her roste han deltagerne for entusiasme og iver i bestræbelserne på at leve op til kravene i årets tema - samt ikke mindst deres evner til at samarbejde.

Uddannelsesdirektør Jens Gjødsbøl fra AMU Nordjylland er ligeledes godt tilfreds med afviklingen af Betonworkshop 2023, og han er desuden glad for årets tema - Land, Vand og vind - der var meget bredt og gav rig mulighed for fortolkning. Det er jo i fantasien og evnen til at udfordre hinanden i tanke og handling, at de gode resultater skabes, påpeger uddannelsesdirektøren, og han giver ligeledes udtryk for at være meget tilfreds med de færdige værker, som han synes viser stor mangfoldighed.

Video: Henrik Malmgreen
Henrik Malmgreen
Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold