”Der er brug for faglige ildsjæle som Torben Dybdahl Jensen til at uddanne unge mennesker i betonfagets mange facetter og ikke mindst give dem oplevelser, der får dem til at vælge en karriere i betonbranchen.” Sådan lød motiveringen, da faglærer på betonmageruddannelsen ved AMU Nordjylland, Torben Dybahl Jensen, fik overrakt Betonprisen 2023. Det skete på Dansk Betondag torsdag den 21. september på Hotel Alsik i Sønderborg.
Det er en begrundelse, der er dybt forankret i den tilgang, Torben Dybdahl Jensen har til sit arbejde. Han besidder nemlig ikke blot de nødvendige faglige kompetencer samt naturligvis en glødende interesse for det at arbejde med beton som materiale. Han besidder også en stor menneskelig indsigt, der gør, at hans egenskaber som formidler roses af såvel elever som kollegaer på AMU Nordjylland.
Ud over at være en ildsjæl får Torben Dybdahl Jensen især Betonprisen 2023 for sit vedholdende arbejde med at arrangere den årlige ”Betonworkshop”, hvor ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet og elever fra AMU Nordjyllands betonrelaterede uddannelser arbejder sammen på tværs af uddannelser om at løse en række opgaver. Selv er Torben Dybdahl Jensen dog ganske ydmyg og påpeger, at der tale om et fælles projekt, hvor alle er med til at trække læsset. Jesper Sand Damtoft, der er udviklingsdirektør i Aalborg Portland og formand for Dansk Betonforenings priskomité siger:
”Alle med interesse for betonfaget burde besøge betonworkshoppen i Aalborg og opleve den entusiasme, som Torben Dybdal Jensen og hans kollegaer lægger i workshoppen. Betonprisen er flere gange givet til personer, der forsker i beton, men det er ikke kun den akademiske indsats, der er vigtig. Betonbranchen har brug for mange forskellige kompetencer samt, at der er respekt omkring de forskellige fagligheder. Derfor er betonworkshoppen så vigtig.”
Selvom mange arbejder sammen om opgaven, er det imidlertid Torben Dybdahl Jensens engagement, der rager op som det motivations- og inspirationsmæssige fyrtårn. Et engagement, der blandt andet bygger på en opfattelse af vigtigheden for, at der er gensidig respekt mellem elever og lærere. Det er nemlig i treenigheden beton, formidling og ikke mindst mennesker, man finder den dybereliggende årsag til, at man med megen rette kan kalde ham for en ildsjæl.
”Der er måske ikke så mange, der ved det, men jeg har faktisk arbejdet syv år for Kirkens Korshær, hvor jeg blandt andet havde med mennesker at gøre, der færdedes på livets yderkant. Det lærte mig, at alle mennesker har en værdi uanset, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det er nok noget af det, der skinner igennem i min omgang med eleverne på skolen. Jeg er naturligvis glad for, at de unge kan lide mig, men dybest set handler det om at udvise gensidig respekt,” siger Torben Dybdahl Jensen.
Egentlig ville han have været skolelærer, så allerede tidligt slog interessen for formidling igennem. I stedet blev det til den 2-årige entreprenøruddannelse, det der i dag svarer til struktøruddannelsen. I 2002 standsede han karrieren på byggepladserne for i stedet at kaste sig over det sociale arbejde, men på et tidspunkt trak betonverdenen igen, og siden 2009 har Torben Dybdahl Jensen altså været ansat som faglærer på betonmageruddannelsen ved AMU Nordjylland.
Betonmageruddannelse er udbudt siden 1989, og oprindelig kunne den tages den på fire skoler rundt omkring i landet. De seneste cirka 30 år er den imidlertid kun blevet udbudt hos AMU Nordjylland, og siden sin tiltrædelse i 2009 har Torben Dybdahl Jensen været med til at uddanne i omegnen af 200 nye betonmagere. Selve Betonworkshoppen har været afholdt siden 2004, og mellem 3.000 og 4.000 studerende samt elever har oplevet den. Mange af dem under hans kyndige vejledning.
Dansk Betonforening (DBF) er et fagteknisk selskab under Ingeniørforeningen, IDA. DBF har mere end 1.500 medlemmer. Hvert andet år uddeler DBF Betonprisen til en eller flere personer, der har ydet et særligt bidrag inden for ét eller flere områder vedr. beton. Betonprisen blev første gang uddelt i 1972 og er på 50.000 kr.
Den nordjyske Betonworkshop er helt unik. Den afholdes hvert år på AMU Nordjylland. Workshoppen varer fire dage, og fokus er hele vejen igennem på at skabe samarbejde på tværs af uddannelser. Derfor sættes workshoppens deltagere allerede den første dag sammen i grupper på tværs af uddannelser, der skal løse en konkret opgave. De ingeniørstuderende kan byde ind med beregninger af armeret betons potentiale, mens de arkitektstuderende tillægger elementet former og skønhed. Lærlingene kender håndværket med hensyn til formopbygning samt støbning og ved således, hvad det er muligt at konstruere i praksis.