07.03.23 Nyheder

MERE SPILDBETON SKAL RECIRKULERES TIL NY BETONPRODUKTION

Unicon går nu foran i bestræbelserne på at øge den mængde af spildbeton, der kan genanvendes til ny betonproduktion. Unicons adm. direktør, Casper Mathiasen, mener ikke, det er optimalt, at store mængder spildbeton blot nyttiggøres som vejfyld. Det er ikke effektiv recirkulering af de materialer, der efterhånden er ved at blive en mangelvare.

Når den nye Storstrømsbro står færdig og er blevet indviet, skal den gamle bro rives ned. Broens ejer, Vejdirektoratet, foreslår, at de 120.000 kubikmeter beton, der er medgået til opførelsen eksempelvis kan anvendes til kystbeskyttelse. Der er imidlertid mange andre muligheder for at genanvende og nyttiggøre beton.

Foto: Steen Knarberg

Når den nye Storstrømsbro står færdig, skal den gamle bro rives ned. Men i Vejdirektoratet mener man, at de 120.000 kubikmeter beton, der er gået med til opførelsen, skal have nyt liv. Det kunne f.eks. være som materialer til kystbeskyttelse i lokale havne i området eller i form af kunstige rev til gavn for fiskeyngel. Men der er andre muligheder for genanvendelse af beton, som sagtens kan indgå i produktionen af ny beton.

Dansk Beton og Bæredygtig Beton Initiativ afviklede fra 2018 til 2019 det såkaldte Nulspildsprojekt, hvor formålet var at udvikle og dokumentere beton støbt med betonproducenters egen spildbeton samt dokumentere de erfaringer, der var opnået hos de betonproducenter, som efter afslutningen af projektet har arbejdet videre med genanvendelse af egen spildbeton. Nu har Unicon så meldt sig på banen med en ambitiøs plan.

I 2022 genanvendte Unicon 45.000 tons spild i form af returbeton i ny beton, nemlig 20.000 tons som nedknuste stenfraktioner og 25.000 tons som friskbeton ført tilbage i en ny betonblanding. I 2023 lyder målet på 60.000 tons beton, og inden for en årrække skal al spildbeton genanvendes. Blandt andet skal de resterende 60.000 tons nyttiggøres af Unicons samarbejdspartnere.

Foto: Henrik Malmgreen

MANGEL PÅ NYE MATERIALER

Hvert år producerer Unicon mere end 1 mio. kubikmeter beton, og selv om tankerne om en mere bæredygtig cement- og betonproduktion naturligvis stadig er på dagsordenen blandt branchens producenter, har Unicon nu taget initiativ til en strategi, der ikke så meget tager udgangspunkt i CO2-aftrykket, men mere kigger på, hvorledes man i produktionen kan være med til at udnytte de efterhånden sparsomme materialeressourcer mere optimalt.

Ofte er er spildbeton endt som affaldsbeton på den lokale genbrugsplads eller er blevet downcyclet til vejfyld, men da mængden af råstoffer som sand og grus i den danske undergrund efterhånden er begrænset, kan det i dag være svært at skaffe jomfruelige materialer i såvel den rette mængde som den rette kvalitet. Derfor er det nødvendigt at øge indsatsen med henblik på at genanvende spildbeton bedst muligt i nye betonblandinger, mener man i Unicon.

”Som branche bør vi i højere grad have fokus på at udnytte ressourcerne bedst muligt, og for vores vedkommende handler det om at genanvende dem i ny beton”, siger Casper Mathiasen, der er adm. direktør i Unicon.

Foto: Maria Fonfara

Skal udnyttes bedst muligt

”I dag nyttiggøres spild- og nedrivningsbeton både i ny beton og som vejfyld, men som branche bør vi i højere grad have fokus på at udnytte ressourcerne bedst muligt, og for vores vedkommende handler det om at genanvende dem i ny beton”, siger Casper Mathiasen, der er adm. direktør i Unicon. Ser man isoleret på direkte spild fra betonproduktion ligger den på op mod 4 pct. For Unicons vedkommende svarer dette til ca. 120.000 tons spildbeton årligt.

På sigt er målet, at hele denne mængde skal genanvendes til fremstilling af ny beton, mens målet i 2023 altså er at genanvende 60.000 ton. Casper Mathiasen siger videre, at det at nyttiggøre spildbeton som vejfyld ikke er at genanvende materialet på højest mulige niveau. Det er det til gengæld, hvis spildbetonen i stedet genanvendes direkte til ny betonproduktion. Det kan ske på to måder, enten som flydende friskbeton eller ved at nedknuse betonen og genanvende stenstrukturen.

Ifølge adm. direktør Casper Mathiasen kommer den cirkulære genanvendelsestanke til udtryk på en række områder. Sidste år genanvendte Unicon eksempelvis 56 mio. liter vand i ny beton og undlod derved at anvende drikkevand.

Foto: Maria Fonfara

Mere fokus på genanvendelse

”Hvis der f.eks. er anvendt norsk granit af høj kvalitet i betonen, vil det da være fjollet at bruge den til vejfyld, når dette gode materiale kommer langt bedre til sin ret ved at blive genanvendt og nyttiggjort i ny beton. Samtidig sparer vi jo så også på CO2-kontoen, idet vi ikke skal bruge ressourcer på at transportere ny granit  til Danmark”, uddyber Casper Mathiasen og føjer til, at den cirkulære genanvendelsestanke ligeledes kommer til udtryk på andre områder. Sidste år genanvendte Unicon 56 mio. liter vand i ny beton og undlod derved at anvende drikkevand.

Casper Mathiasen mener, at der bredt set i byggebranchen har været for lidt fokus på den cirkulære tankegang. Det kommer blandt andet til udtryk i form af forholdsvis lille efterspørgsel i byggebranchen samt fra det offentlige på beton med genanvendte materialer. Desuden opfordrer han de danske regioner til at komme helt frem i skoene, så det bliver nemmere at opnå tilladelse til at nedknuse spildbeton lokalt på fabrikkerne. Da det er transporten, der er den primære synder i henhold til CO2, er det nemlig vigtigt man kan nedknuse spildbeton og genbrugsbeton lokalt, for at holde det på niveau eller lavere end jomfruelige materialer.

Unicon deltager sammen med Region Hovedstaden og en række andre virksomheder i et nystartet Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) vedrørende genanvendelse af alle dele af nedknust beton.

Foto: Maria Fonfara

Matcher de nye klimakrav

”Vores tiltag et er et godt skridt hen imod regionernes forventninger til genanvendelse, som de er opstillet i deres råstofplaner, men manglende lokale nedknusningstilladelser betyder i dag, at spildbeton desværre ofte ender med at blive downcyclet til vejfyld i stedet for at blive genanvendt på højst mulige niveau. Det gør det svært for os at nå målet med at udnytte alt spildet fra vores egen produktion. Samtidig er det afgørende, at vi skaber en værdikæde, hvor også øvrige industrier kan genanvende rester fra eksempelvis den nedrivningsbeton, som betonproducenterne ikke kan anvende. Men her er der heldigvis nogle spændende projekter i gang”, forklarer Casper Mathiasen.

F.eks. er Unicon sammen med Region Hovedstaden og en række andre virksomheder med i et nystartet Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) vedrørende genanvendelse af alle dele af nedknust beton. Projektet har fokus på at udvikle en teknologi til 100 pct. reel genanvendelse af nedrivningsbeton i ny cement og beton. På den måde vil alt spild og affald kunne udnyttes bedst muligt. Men det kræver planlægning og facilitering fra såvel kommuner som regioner, mener Unicons direktør.

Fakta:

Spildbeton: Returbeton fra byggepladser, som enten genanvendes i en ny betonblanding (friskbeton) eller knuses (hærdet beton) og genanvendes i ny beton i form af nedknust procestilslag.

Nedrivningsbeton: Beton fra konstruktioner, der knuses og bliver til genanvendt tilslag, som herefter indgår i ny beton.

BYGHERRERNE BAKKER OGSÅ OP OM GENBRUGSBETON

Tanken om genanvendelse af spildbeton har nu også bredt sig til bygherrerne. Med to hensigtserklæringer konkretiserer 14 private, offentlige og almene bygherrer nemlig nu ambitionen om at få flere genbrugte materialer ind i renovering og byggeri. Bygherrerne vil fremadrettet dels efterspørge nye forretningsmodeller for cirkulering af brugte byggematerialer, dels øge den direkte genbrug af beton. Initiativtagerne til hensigtserklæringerne er partnerskabet for grøn omstilling Gate 21 samt WE BUILD DENMARK og flere end 50 offentlige og private aktører har været med i arbejdet.

På betonsiden ligger initiativet helt på linje med de tanker, man har gjort sig hos Unicon, nemlig ønsket om at genanvende og nyttiggøre sparsomme ressourcer på en mere optimal måde. Det kommer helt konkret til at betyde, at de bygherrer, der har tilsluttet sig hensigtserklæringerne skal efterkomme en række punkter:

  • Efterspørgsel: Planlægge eller gennemføre efterspørgsel på direkte genbrug af beton i minimum 1 - 3 byggerier eller større renoveringsprojekter det første år og derefter øge antallet de følgende år.
  • Renovering og nedrivning: Betonkonstruktionernes egnethed til renovering skal vurderes, og hvor muligt skal dette prioriteres over nedrivning. Hvis en bygning skal nedrives, skal entreprenører inddrages i vurderingen af genbrugspotentialet for betonen. Når der stilles krav om genbrug af beton ved nedrivning, skal der afsættes tid og økonomi til gennemførsel og dokumentation af genbrugsbetonens kvalitet, lige som der skal følges op på, at det sker i praksis.
  • Design: I bygningsdesign skal der indtænkes mulighed for adskillelse og dokumentation herfor ved anvendelse af beton i nye byggerier, så det nemmere kan genbruges i fremtiden.
  • Evaluering: Fremskridt og virkningen af initiativerne skal evalueres, lige som efterspørgslen
    på genbrugt beton skal ind i handleplaner og procedurer.
Henrik Malmgreen
Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold