19.09.22 Nyheder

DE FØRSTE BETONRØR HELT UDEN CEMENT ER NU LAGT I JORDEN I AARHUS

IBF er de første på markedet, som har produceret betonrør helt uden brug af cement. I stedet anvendes et restprodukt fra stålindustrien som bindemiddel. Det er baseret på højovnsslagge. De nye rør er allerede taget i brug af de første kunder, og projektet baner vejen for andre nye, miljøvenlige produkter.

Cement har historisk set været en uundværlig ingrediens i opskriften bag beton, hvor det fungerer som bindemiddel i blandingen af sand, sten og vand. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) står cementindustrien for omkring 7 pct. af den globale CO2-udledning. Men nu har cementfri rør set dagens lys.

IBF

Til spørgsmålet, hvorvidt ingeniør og afdelingschef i betonproducenten IBF, Jesper K. K. Bang, ser en fremtid for sig helt uden cement, svarer han klart nej. Ikke desto mindre har IBF som de første i Danmark netop lanceret betonrør, som er produceret uden cement. De er blevet døbt IBF Eco2 Geoprime, og mens andre produkter er på vej, er de allerede blevet taget i brug af Aarhus Vand.

”Det vil nok være naivt at tro, at vi helt kan slippe cementen, men jeg er stor tilhænger af, at branchen trækker i samme retning, når det gælder intentionen om at være mere bæredygtig. Enten ved at bruge mindre cement eller ved at bruge mere bæredygtig cement”, siger Jesper K. K. Bang. Faktisk er han imponeret over al den opmærksomhed, det nye produkt har fået siden lanceringen i starten af september.

 


RESTPRODUKT FRA STÅLPRODUKTION

Med de nye rør har IBF barberet mere end 50 pct. af CO2-udslippet fra betonrør ved helt at droppe cementen, og de klimavenlige rør kan direkte erstatte traditionelle betonrør. Resultatet er opnået uden at gå på kompromis med hverken styrke, modstandsdygtighed over for slitage eller udvaskning af skadelige stoffer fra rørene.

I stedet for cement anvendes produktet Geoprime som bindemiddel. Det kommer fra den finske leverandør Betolar og er baseret på højovnsslagge, som er et restprodukt fra stålproduktion. Dermed taler produktet også ind i en større, global tendens om cirkulær økonomi. En udfordring er imidlertid, at der endnu ikke findes en EU-standard for cementfri beton.

CO2-besparelsen med de cementfrie rør er mindst 50 pct. sammenlignet med betonrør med cement. Faktisk er den ifølge Jesper K. K. Bang, der er ingeniør og afdelingschef i IBF, større, men man garanterer altså minimum 50 pct.

Foto: IBF

MANGLENDE STANDARDER MÅ IKKE BEGRÆNSE

”Jeg er dog af den opfattelse, at en manglende betonstandard ikke skal stå i vejen for vores produktudvikling. Vi har bevæget os ud ad en vej, der er strategisk for os, og vi deltager løbende i flere forskellige udviklingsprojekter. Vi vil med andre ord være med til at præge udviklingen”, siger Jesper K. K. Bang videre. Umiddelbart har der da heller ikke været problemer med at tage de nye rør i brug.

Gennem uafhængige testinstitutioner og egne laboratorier har IBF dokumenteret de nødvendige krav til betonrørene, og derfor kunne Aarhus Vand, der forsyner 350.000 privat- og erhvervskunder, hurtigt træffe beslutningen om at sætte gang i projektet. Det betyder, at en ny strækning på 600 meter med de cementfrie betonrør nu står færdig på Lykkesholms Allé i Aarhus-bydelen Viby.

ENTREPRENØREN ER BEGEJSTRET

I Aarhus Vand er man meget interesseret i at mindske CO2-aftrykket i forbindelse med anlægsarbejder, og det samme er man i entreprenørvirksomheden Arkil, der har udført arbejdet. Her siger byggeleder Flemming Holm således, at der er store perspektiver i cementfri produkter. Blandt andet til belægning i stedet for asfalt, som også er en af de helt store syndere på CO2-regnskabet.

Hos IBF er Jesper K. K. Bang dog godt klar over, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Den manglende betonstandard, som blandt andet betyder, at rørene ikke kan CE-mærkes, er ikke den eneste udfordring. Han erkender nemlig, at højovnsslagge ikke er en uudtømmelig ressource, og Geoprime vil derfor slet ikke kunne erstatte alle cementproducerede produkter i virksomheden. Det er dog et af mange bidrag til nedbringelse af CO2-belastningen i samfundet.

MÅSKE NYE PRODUKTER PÅ VEJ

”Jeg ser muligheder også for at gøre andre betonprodukter mere miljøvenlige, men jeg tror ikke, stålindustrien vil kunne servicere hele betonindustrien med slagge til Geoprime. Til gengæld er jeg sikker på, at det arbejde, vi har lagt i dette projekt, vil kaste andre ideer og projekter af sig, for som nævnt er det vores intention fremadrettet at arbejde strategisk med mere bæredygtige produkter”, uddyber Jesper K. K. Bang.

De nye rør er udviklet helt fra bunden i samarbejde med Betolar, og han føjer til, at skulle det vise sig at være muligt at arbejde videre med IBF Eco2 Geoprime til andre typer af betonprodukter, er det naturligvis en forudsætning, at markedet rent faktisk er interesseret i at anvende dem. Begejstringen over de nye Eco2 rør tyder imidlertid kraftigt på, at det er tilfældet.

Den finske producent Betolar lægger vægt på, at Geoprime erstatter cementen i beton uden at gå på kompromis med egenskaber såsom styrke og holdbarhed. Til gengæld er det med denne teknologi muligt at mindske CO2-aftrykket i betonprodukter med helt op til 80 pct.

Foto: IBF

HÅBER PÅ AT PRISEN FALDER

"Jeg er meget glad for, at Aarhus Vand vælger at gå forrest med det her projekt. Vi har lagt mange timer og penge i udviklingen af de cementfrie betonrør, som vi er meget stolte af og virkelig tror på. Lige nu er rørene lidt dyrere end almindelige betonrør, men i takt med stigende efterspørgsel forventer vi, at prisen bliver konkurrencedygtig", slutter Jesper K. K. Bang.

For IBF medfører de cementfrie betonrør ikke de store ændringer i produktionen af rørene, og på overfladen er det da næsten heller ikke til at skelne dem fra et almindeligt betonrør. Helt usynlig er den klimavenlige forandring dog ikke, for rørene har en let gullig farvenuance og bliver desuden påtrykt teksten IBF Eco2, som er navnet på betonvirksomhedens linje af produkter med en CO2-reduktion på mindst 50 pct.

Fakta

Teknologien bag Geoprime

Ifølge afdelingschef hos betonproducenten IBF, Jesper K. K. Bang, er alle processer fuldstændig de samme som med de øvrige typer af rør, man støber hos IBF - bortset fra at cementen erstattes af Geoprime/slagge. Alle produktionsprocesser, testprocedurer, kvalitetskontroller med videre er med andre ord fuldstændig de samme som ved støbning af det øvrige rørsortiment, som virksomheden producerer.

Den finske producent Betolar lægger vægt på, at Geoprime erstatter cementen i beton uden at gå på kompromis med egenskaber såsom styrke og holdbarhed. Til gengæld er det med denne teknologi muligt at mindske CO2-aftrykket i  betonprodukter med helt op til 80 pct. Geoprime er baseret på en såkaldt geopolymer, der er uorganiske polymerer bestående af mineraler, der typisk stammer fra affaldsstrømmene i blandt andet stålindustrien.

I dag anvendes Geoprime til blandt andet at tørstøbe betonrør uden cement, lige som Geoprime naturligvis også kan anvendes i andre typer af betonprodukter. På sigt arbejder man frem mod, at Geoprime også vil kunne anvendes til blandt andet in-situ vådstøbningsprocesser, hvilket i sagens natur vil være med til at udvide anvendelsesområdet markant.

Se mere om Geoprime her: https://www.geoprime.ai

Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold