17.10.22 Nyheder

DANSK VIRKSOMHED BANER VEJEN FOR 3D-BETONPRINT

3D-betonprint er hastigt på vej ind i byggeriet. Mulighederne er mange, og visionerne er store, men endnu mangler denne produktionsmetode at blive anerkendt af lovgiverne. Derfor arbejdes der intenst på at opnå lovgivernes opmærksomhed på området.

3DCP Group har et tæt samarbejde med den danske producent af 3D-betonprintere, COBOD. Et hus i Holstebro blev opført med en beton, der var blandet af lokalt sand, lokale sten og lokal cement. Det gjorde, at man kunne producere det cirka væsentlig billigere, end man ellers kan med et 3D-betonprintet hus, hvor der anvendes en færdig betonmix. Foto: 3DCP Group

Administrerende direktør i 3DCP Group Mikkel Brich er netop kommet hjem fra en tur til Guatemala. Her har han besøgt en af landets store cementproducenter, som han kom i kontakt med i forbindelse med, at 3DCP Group sidste år 3D-betonprintede et 37 kvm. stort hus på en grund i Holstebro. Det blev opført som prototype i forbindelse med et projekt bestående af 36 studieboliger, der efter planen skal opføres med 3D-betonprint som byggemetode til næste år.

”Opførelsen gav en del international omtale, og som følge deraf besøgte cementproducenten os. Nu har jeg så været en tur i Guatemala for at give en hjælpende hånd. Her arbejder man nemlig også med 3D-betonprint, men selv om man har styr både på materialedelen og printteknologien, mangler man viden inden for de arkitekt- og ingeniørmæssige aspekter, som er vores kompetence”, forklarer Mikkel Brich.

Det hus, som 3DCP Group opførte sidste år i Holstebro, blev opført som en prototype i forbindelse med et projekt bestående af 36 studieboliger, der efter planen skal opføres med 3D-betonprint som byggemetode til næste år. Det vil blive verdens største 3D-betonprintede byggeri.
Foto: 3DCP Group

IKKE ANERKENDT SOM LASTBÆRENDE

3DCP Group stiller således printfilen til rådighed som det, der vel nærmest kan kaldes for en form for udviklingsbistand. Når først den er genereret med alt, hvad der hører til af arkitekt- og ingeniørmæssig kunnen, er printeren nemlig helt lige glad med, om betonen ekstruderes i Holstebro eller i Guatemala. I spøg kalder Mikkel Brich det byggebranchens svar på take away food.

”De 36 studieboliger i Holstebro bliver i øvrigt verdens største 3D-betonprintede byggeri, og da bygherre er en almennyttig boligforening, bliver der en række udfordringer at leve op til. Vi skal både overholde anlægsbudgettet, og vi skal også kunne leve op til de dokumentationsmæssige krav”, forklarer Mikkel Brich. At holde sig inden for rammebeløbet bliver der formentlig ikke nogen problemer i, men indtil videre er 3D-betonprintet byggeri ikke anerkendt som lastbærende.

Mikkel Brich fra 3DCP Group ser et meget stort potentiale i 3D-betonprintet byggeri. En byggemetode, der efter hans udsagn giver mulighed for at få detaljerigdom og æstetik tilbage i byggeriet. Det mener han nemlig forsvandt samtidig med betonelementernes indmarch på byggepladserne.
Foto: 3DCP Group

LOVGIVNINGEN SKAL ÆNDRES

Mikkel Brich gør, hvad han kan for at ændre tingenes tilstand, og 3DCP Group har været så heldig at få en bevilling fra Realdania, som skal anvendes netop til dette formål. Det skal ske i et samarbejde med Aarhus Universitet og Teknologisk Institut samt to udenlandske firmaer, der også arbejder med 3D-betonprint. Sammen håber man på så at sigt at kunne få knækket koden til lovgiverne.

”Umiddelbart efter jeg kom hjem fra Guatemala, deltog jeg desuden i et arrangement med High Level Construction Forum, som er en organisation under EU-kommissionen. Her forklarede jeg blandt andet om det meget store potentiale, der er i 3D-betonprint, både når det gælder bæredygtighed og effektivitet”, forklarer Mikkel Brich, som med mange gode argumenter håber at kunne fremskynde et regelsæt for denne produktionsmetode.

Til februar skal 3DCP Group i gang med et projekt i Fredericia i samarbejde med Rambøll og Henning Larsen arkitekter. Sammen skal man opføre et forsamlingshus i en ny bebyggelse, og her skal bæredygtigheden i 3D-betonprint for alvor sættes på en prøve. Man skal nemlig anvende den nye FUTURECEM beton fra Aalborg Portland, og sammen med et tilslag af flyveaske håber man at komme ned på et markant lavere cementindhold.
Foto: 3DCP Group

EN HELT NY TILGANG TIL BYGGERI

I hans optik er det nemlig de regulatoriske udfordringer, der lige nu er det største benspænd. I bund og grund handler det om et gammelkendt materiale, der anvendes på en ny måde, men han er godt klar over, at det også handler om at ændre mindsettet, både i byggebranchen, hos myndigheder og ikke mindst blandt brugerne, altså dem der skal anvende eller bo et 3D-betonprintet byggeri.

”Det er klart, at det er en produktionsmetode, der kræver en helt ny tilgang til byggeri. Man kan f.eks. ikke bare tage tegningen til et standardhus og printe det. 3D-betonprint skal tænkes ind helt fra starten, men så giver det også en masse spændende muligheder. Da vi i sin tid gik i gang med elementbyggeri, skete det på bekostning af æstetik og detaljer. Men nu får vi igen mulighed for at arbejde med disse elementer”, forklarer Mikkel Brich.

Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold