12.02.22 Nyheder

IVÆRKSÆTTER I BETONBRANCHEN

I en alder af 38 år har civilingeniør Christian Bøgh Jøns Nielsen opsagt sit gode, faste job på Teknologisk Institut og startet firmaet Dansk Betonundersøgelse, der tilbyder tilstandsundersøgelser af betonkonstruktioner.

En vigtig del af arbejdet med at tilstandsvurdere betonkonstruktioner handler om at udtage prøver af betonen. Her har Christian Bøgh Jøns Nielsen udtaget en borekerne, som han vil undersøge nærmere i sit betonværksted.

Brahl fotografi

Christian Bøgh Jøns Nielsen har altid vidst, at han på et tidspunkt skulle prøve det af med at være selvstændig. Iværksættergenet er stærkt i familien. Med en bror der er partner i et ingeniørfirma og fætre med egen virksomhed indenfor henholdsvis reklame og marketing, vin og VVS, falder talen ved familiesammenkomsterne ofte på det at drive egen forretning. Men med børn og en kone der også er selvstændig samt de løbende udgifter til hus og to biler, var det dog stadig noget af et spring at tage at sige farvel til det trygge job som betonekspert på Teknologisk Institut (TI) og starte eget firma.

– Efter næsten ni år hos TI føler jeg, at mit faglige niveau er højt nok til, at jeg kan arbejde selvstændigt indenfor de områder jeg har specialiseret mig i. Efter en grundig snak i familien blev vi enige om, at nu var det rigtige tidspunkt kommet, og indtil videre lever det fuldstændig op til mine forventninger. Friheden ved at være selvstændig og stoltheden ved at drive sin egen forretning er det hele værd, og så må man tage nogle søvnløse nætter indimellem med, siger Christian Bøgh Jøns Nielsen.

SPECIALE I SOLVARME

Inspireret af to gymnasievenner tog Christian Bøgh Jøns Nielsen en uddannelse som bygningsingeniør på DTU. Men hvor vennerne gik ud og fik job efter diplomuddannelsen, fortsatte Christian Bøgh Jøns Nielsen og blev civilingeniør. Hans overbygning handlede om solvarme, men da han var færdig i 2010, var der ingen jobs at få i det område.

I stedet fik en af kammeraterne ham ind hos MT Højgaard, hvor han kom i ilden som entrepriseleder på et stort projekt for Vejdirektoratet, der omfattede opførelsen af fem vejbroer i forbindelsen med motorvejsstrækningen fra Holbæk til Kalundborg.

8 ÅR HOS TI

I mellemtiden havde vennen skiftet job og var kommet ind i betoncentret på TI, og efter to lærerige år og afslutningen på broprojekterne hos MT Højgaard fulgte Christian Bøgh Jøns Nielsen efter og søgte ind hos TI.

– Jeg fik et job i deres tilstandsgruppe. Tanken om at blive specialist tiltalte mig rigtig meget. Jeg har stået i lære hos nogle virkelig dygtige mennesker – ikke mindst Tommy B. Jacobsen, der jo er kendt som den ultimative specialist indenfor de områder. Han brænder virkelig for beton og tilstandsundersøgelser, så det har været meget inspirerende at arbejde sammen med ham, fortæller Christian Bøgh Jøns Nielsen.

På TI har Christian Bøgh Jøns Nielsen arbejdet meget bredt med tilstandsundersøgelser af betonkonstruktioner, men især altaner har fyldt meget, og endte med at blive et særligt ansvarsområde. Fysiske tests af beton i form af aftrækningsforsøg, prøvebelastninger og brugen af NDT-metoder (Non Destructive Testing) og det tilhørende udstyr er også områder som Christian Bøgh Jøns Nielsen har arbejdet meget med.

KONTOR I VILLAEN

Indtil videre er Dansk Betonundersøgelse et enmandsfirma med hovedkvarter i familiens villa i Brøndby. I bagenden af haven er der indrettet et værksted med en betonsav og andet basalt værktøj, hvor Christian Bøgh Jøns Nielsen kan analysere de udtagne boreprøver. En georadar er indkøbt til NDT undersøgelser på stedet og kan bruges til blandt andet lokalisering af armering og indstøbningsdele og bestemmelse af dæklagstykkelser.

– Firmaet er startet op i november 2021, så det er begrænset, hvor mange opgaver jeg har nået at udføre. I øjeblikket bruger jeg en masse tid og ressourcer på at tage kontakt til potentielle kunder og tale med mindre rådgivende ingeniørfirmaer. Jeg skal ikke ud at konkurrere med de store aktører som TI eller Force Technology på store og komplekse opgaver, men på mindre opgaver inden for alt det, der vedrører tilstandsvurdering og undersøgelser af betonkonstruktioner som p-kældre, facader og altaner, vil jeg kunne give en skarp pris, der er måske 30-40 procent lavere, fordi jeg ikke har et stort bagland, der skal finansieres. Samtidig vil jeg satse på at yde alle kunder exceptionel høj service, siger Christian Bøgh Jøns Nielsen.

Et par alvorlige svigt i altaner de seneste år har sat fokus på især ældre altaner i beboelsesejendomme. Christian Bøgh Jøns Nielsen har hugget ud i betonen på en gammel altan for at måle tværsnittet på de bærende udliggerjern. Derved kan han konstatere, om de er alvorligt angrebet af korrosion.

ALTANEFTERSYN

Et af Christian Bøgh Jøns Nielsen specialer er altaner, og det er et område, der kommer mere og mere fokus på. Der er pt. ingen krav om periodiske eftersyn af altaner uanset deres alder, men et par alvorlige svigt i 2016 og 2020 peger i retning af et måske kommende krav om en eftersynsordning. Krav eller ej, så er der løbende et behov for tilstandsvurderinger af ældre altaner i boligejendomme, hvilket har fået en af de store aktører inden for altaner til at indgå en aftale med Dansk Betonundersøgelse.

– Firmaet har opsætning af nye altaner som kerneområde, men de vil også gerne kunne tilbyde eftersyn af gamle altaner. Det er vigtigt for dem, at det arbejde sker helt uvildigt, så derfor bliver det lagt ud til mig og en anden aktør, forklarer Christian Bøgh Jøns Nielsen.

Indtil videre koncentrerer Christian Bøgh Jøns Nielsen sig om at banke firmaet op og skaffe sig kunder og erfaring i at være selvstændig, men på længere sigt ser han muligheder i at virksomheden kan vokse.

– De succesfulde iværksættere jeg har talt med fortæller, at det er vigtigt at få andre ombord tidligt i processen. Nu arbejder jeg jo i en niche, hvor der er en begrænset skare at rekruttere fra, men hvis den rigtige person dukker op, tror jeg godt vi kan være et par stykker, og måske flere i virksomheden på længere sigt. Det vil også give muligheder for bedre faciliteter og et fagligt miljø, hvor man kan sparre og inspirere hinanden, siger Christian Bøgh Jøns Nielsen. ■

Skrevet af:

Jan Pasternak

Relateret indhold