08.02.22 Nyheder

RENT VAND KRÆVER REN BETON

Drikkevandet må kun komme i kontakt med beton, og betonen skal være helt ren og uden tilsætningsstoffer. Efter de principper gennemføres en renovering og levetidsforlængelse af vandbeholderne i Tinghøj Vandreservoir.

Til hver beholder er der to indgangsbygværk, der i daglig tale kaldes raketter. Det er dog kun den ene, der er en reel indgang. Den anden indeholder – ligesom den første – en masse fintmaskede filtre, hvorigennem den rene luft suges ind, når vandbeholderen tømmes, og luften atter fortrænges, når vandbeholderen fyldes.

HOFOR og Øllgaard A/S

Til hver beholder er der to indgangsbygværk, der i daglig tale kaldes raketter. Det er dog kun den ene, der er en reel indgang. Den anden indeholder – ligesom den første – en masse fintmaskede filtre, hvorigennem den rene luft suges ind, når vandbeholderen tømmes, og luften atter fortrænges, når vandbeholderen fyldes.

Drikkevandet skal være helt rent. Det er et ufravigeligt krav fra Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR. Derfor valgte man at lukke nogle af beholderne i Danmarks største drikkevandsanlæg, Tinghøj Vandreservoir, da enkelte af de daglige målinger viste for høje kimtal ›
De ældste dele af reservoiret omfatter 10 vandbeholdere udført i beton. De første beholdere blev bygget i begyndelsen af 1930’erne og de sidste i slutningen af 1950’erne, og de leverer drikkevand til hele København.
I 2020 blev den rådgivende ingeniørvirksomhed, Øllgaard A/S, bedt om at lave en tilstandsrapport på fire af beholderne. Rapporten skulle danne grundlag for en levetidsforlængelse af beholderne for yderligere minimum 10 år.

Denne tidshorisont er anvendt, da der er behov for, at det nuværende beholderanlæg moderniseres og føres op til nutidens standard for drikkevandssikkerhed. Det er et projekt, som HOFOR forventer vil strække sig over en periode på op til 10 år på grund af megaprojektets kompleksitet.


KOMPLICERET RENOVERING

På Reparationsdagen, der i år afholdes den 3. maj i Kolding, vil ingeniør og partner hos Øllgaard A/S, Leif Frandsen Macheel, fortælle om renoveringen af Tinghøj-beholderne.
– I vores forslag til levetidsforlængelse af den første beholder anbefalede vi, at vandet kun kom i berøring med beton. Alle andre anvendte materialer skulle fjernes. Der skal være helt rent i beholderen, og det er beton, siger Leif Frandsen Macheel.
Han fortæller, at det kun er muligt at bevæge sig ned i vandbeholderne gennem et nedgangsbygværk med en spindeltrappe og en loftluge. I beholderne er der mere end fire meter fra gulv til loft, så det er nødvendigt med et stillads for at udføre renoveringen, og det skal skilles ad i småstykker, inden det kan fragtes ned.
Al materiel og værktøj skal være helt rent, og alle medarbejdere skal DDS-uddannes og -registreres (Dokumenteret Drikkevands Sikkerhed) en gang om året for overhovedet at kunne komme
ind på anlægget. De skal være iført rent arbejdstøj, og deres støvler bliver desinficerede, inden de kan bevæge sig ned i vandbeholderne.
– Vi begyndte renoveringen i beholder nummer 10, og det gik rigtig fint med at fjerne alt det materiale, der ikke var beton. Christiansen & Essenbæk var entreprenør på opgaven, og de leverede en yderst professionel indsats, siger Leif Frandsen Macheel.
Det nedtagne materiale blev sorteret og håndteret efter kommunens affaldsdirektiv, inden det blev hejst op i bigbags og håndteret efter gældende forskrifter.

TINGHØJ VAND-RESERVOIR

Det betonhistoriske bygningsværk, Tinghøj Vandreservoir, er Danmarks største drikkevandsanlæg.
Det omfatter 10 ældre vandbeholdere, der blev bygget i tre tempi – 1931 til 1933, 1939 til 1941 og 1956 til 1959. De har en samlet kapacitet på omtrent 230.000 kubikmeter.
Anlægget blev fredet i 2001.
I 1970’erne blev anlægget på Tinghøj udbygget med yderligere en vandbeholder – ligeledes udført i beton. Det bragte den samlede kapacitet op på 300.000 kubikmeter. I 2017 blev denne beholder ombygget og vandteknisk fornyet.
Beholderanlægget forventes gennemgribende moderniseret og fornyet over de næste 10 år sideløbende med den igangværende levetidsforlængelse.

De 10 beholdere er bygget med hver 264 betonsøjler, der bærer overdækningen. Der er fire meter fra gulv til loft, og i løbet af natten fyldes beholderne med vand. Det er okker fra vandet, der kan ses på søjlerne.

HELT REN BETON

Der må ikke anvendes motorer i vandbeholderne, da de vil forurene. Alt arbejdet udføres derfor ved håndkraft, og der kan være 10 til 12 medarbejdere i en beholder ad gangen.
De gik straks i gang med at skovle, da den friske beton blev hejst ned i rene beholdere, og de kørte den hen til den opsatte forskalling. Her blev betonen håndstøbt ud over armeringen, der er udført i rustfast stål.
– Vi kan ikke bruge almindelig beton, da den indeholder tilsætningsstoffer. Vi kiggede i stedet til HOFORs nybyggeri ved Søndersø, hvor man er i færd med at opføre et nyt vandværk. Her har HOFOR sammen med landets førende betonspecialister udarbejdet og afprøvet en recept på fuldstændig ren beton, og det er den recept, som vi anvender ved renoveringen af Tinghøj-beholderne, siger Leif Frandsen Macheel.
Den anvendte beton kommer fra et betonværk, der er godkendt til at fremstille den pågældende recept- Leif Frandsen Macheel fortæller, at den beholder på værket, som betonen bliver blandet i, forinden er gjort fuldstændig ren. Det samme gælder betonkanonen, som betonen transporteres i. Der er i det hele taget et meget stort kvalitetssikringsarbejde i hele processen, forklarer han.

IDEELLE FORHOLD

Nede i vandbeholderne holder temperaturen sig på 10 grader, og luftfugtigheden ligger på 90 procent.
– Det er meget ideelle forhold til støbning af beton, og det er rigtig godt i det her tilfælde. Vi beholder forskallingen på i seks døgn, og vi får en langsom tørring, så vi undgår svindrevner. Vi går det hele efter, og når vi afleverer beholderen til rengøring, er den fuldstændig tæt. Intet kan komme ind, siger Leif Frandsen Macheel.
Rengøringen står på i mindst tre uger, hvor vægge, gulv og loft dagligt bliver spulet med almindelig rent vand. Der bliver udtaget prøver hver dag, og først når beholderen er helt ren, bliver den sat i drift.
Under arbejdet med at renovere beholder nummer 10, blev beholder nummer 7 taget ud af drift på grund af en vandmåling, der ikke gav det ønskede resultat. Derfor besluttede man også at igangsætte en renovering af den beholder efter det samme princip.
Begge beholdere blev sat i drift i 2021, efter at HOFOR havde kunnet registrere, at de var helt rene.
– Vandprøverne viser, at renoveringen er en succes, og HOFOR har derfor valgt at fortsætte arbejdet. Det er HOFORs ambition, at i alt ni beholdere skal levetidsforlænges efter det samme princip, og det projekt forventer vi at kunne afslutte i 2023, siger Leif Frandsen Macheel. ■

Recepten

I magasinet Beton, nummer 4, fra 2021 kan du læse mere om udarbejdelsen og afprøvningen af recepten på fuldstændig ren beton. Det er i artiklen ”Old school beton til nye vandtanke".

Relateret indhold