06.11.21 Nyheder

FØRSTE KIG PÅ EL-BETONBIL

Bæredygtighed

En uge inden den officielle præsentation fik deltagerne på Dansk Betondag mulighed for at se nærmere på verdens første serieproducerede el-betonbil

Den serieproducerede el-betonbil har en rækkevidde på 200 kilometer.

“DER ER ALLEREDE ETABLERET MILJØZONER I KØBENHAVN, FREDERIKSBERG, AALBORG, ODENSE OG AARHUS, HVOR DET ER MULIGT FRA POLITISK SIDE AT SKÆRPE KRAVENE TIL BLANDT ANDET KØRSEL MED LASTBILER Christian Jönsson.

El-betonbilen er blevet til i et tæt samarbejde mellem Unicon, Volvo, Liebherr og Jørn Glad A/S, der er importør af Liebherrs betonteknologi i Skandinavien.
Der har tidligere været lavet elektriske betonbiler, hvor man har købt et standardchassis, taget motor og gearkasse ud og installeret batterier.

Men den løsning har ifølge Kim Burlund, der er teknisk konsulent hos Jørn Glad, kun været lavet som prototyper og ikke som serieproducerede køretøjer.
– Nu kommer vi med en bil, hvor det hele er bygget, som det skal. Det er Volvo i Sverige, der har bygget bilen, og så er den sendt til Liebherr i Tyskland, hvor man har monteret batteriløsningen for ETM 705, Electric Transport Mixer, som er Liebherrs standard batteribaserede betonmikser, forklarer Kim Burlund.
Det vil typisk tage mellem otte og 12 timer at oplade lastbilen afhængig af, om der er 16 eller 32 ampere til rådighed. Teknologien i bilen er også til lynopladning, men her er udfordringen, at ladestationerne ved det danske vejnet stadig kun er indrettet til personbiler.
Betontromlen har sit eget batterisystem, der oplades uafhængigt af bilens batteri. Der er altså tale om to separate opladninger. Betontromlen kan oplades fra 0 til 100 procent på blot en time.

LÆNGERE RÆKKEVIDDE

Den serieproducerede el-betonbil har en rækkevidde på 200 kilometer. Det er længere end de el-betonbiler, der hidtil har været bygget, og hos Unicon fortæller marketingsspecialist Christian Jönsson, at det fint dækker en dags kørsel i de store byområder.
– Vi indretter ladestationer på vores værker, og så satser vi på at lade op om natten. Batteriet skal gerne holde så længe som muligt, og det er sundest for batteriet med en langsom opladning hen over natten frem for flere lynopladninger i løbet af dagen, siger Christian Jönsson.
Han oplyser, at bilens anskaffelsespris i dagens marked er mellem tre og fire gange højere end prisen på en traditionel, dieseldrevet betonbil.
– Så på den korte bane er bilen ikke konkurrencedygtig i forhold til vores andre biler, men på den lange bane tegner der sig et mere nuanceret billede. Hos Unicon har vi flere end 200 betonbiler på vejene. De kører rigtig meget til byggepladser, og byggepladserne rykker mere og mere ind mod de store byer. Her bor der ofte mange mennesker omkring pladserne, og dem vil vi gerne spare for larm og udstødning, og det gør vi med den nye el-betonbil, siger Christian Jönsson.

KIG TIL NORGE

Så udover at være det næste skridt på Unicons rejse mod at få en mere bæredygtig flåde af betonbiler, så vil den nye bil også være med til at løse nogle helt konkrete miljømæssige udfordringer på byggepladserne.
I flere norske byer stiller man allerede krav om elektriske byggepladser, hvor der ikke må forefindes dieselmotorer. Det bliver efterhånden skrevet ind i udbuddene, og bygherrerne har måttet acceptere, at det er blevet dyrere at bygge de pågældende steder. Noget tilsvarende har vi endnu ikke set i Danmark, men både Christian Jönsson og Kim Burlund vurderer, at det kun er et spørgsmål om tid. Der er allerede etableret miljøzoner i København, Frederiksberg, Aalborg, Odense og Aarhus, hvor det er muligt fra politisk side at skærpe kravene til blandt andet kørsel med lastbiler.
Senest har Klimarådet den 14. oktober offentliggjort en ny analyse, ”Veje til klimaneutral lastbiltransport”, hvori rådet skriver, at både små og store batteridrevne lastbiler i fremtiden kommer til at stå for en væsentlig del af godstransporten. Klimarådet opfordrer derfor regeringen til at understøtte udbredelsen af en lade-infrastruktur.

Skrevet af:

Thomas Mølle

Relateret indhold