VANDTÅRN I RÅ BETON

At befinde sig i det indre af Brønshøj Vandtårn er som at befinde sig i en industriel katedral.
Sådan er fornemmelsen i det rum, skabt i 1928 af Ib Lunding som sagsarkitekt under stadsarkitekt Poul Holsøe.
Vandtårnet blev opført som aflastning for højdebeholderen på Bellahøj, der ikke kunne klare vandforsyningen af den yderligere udbygning af København.

Vandtårnet er en søjlebjælkekonstruktion – 34 meter højt og cirka 20 meter i diameter – opført i jernbeton med støbeskel af cirka en meters højde. Den underste del af tårnet har lodrette "stræbepiller", som understøtter et udkragende betonbjælkelag under selve vandbeholderen. I denne underste del af tårnet er der i opstigende rytme anbragt cirkulære vinduer i hvert pillefag afsluttende med en række vinduer af samme type under udkragningen.

I den øverste del er fagdelingen også markeret, men med fladere, lodrette bånd. Øverst er der en kraftig, omløbende hovedgesims. Ved opførelsen havde taget en meget større udkragning, som blev fjernet ved en senere renovering. Taget er fladt med et lavt ottekantet "hus" i midten med fladt tag og cirkulære vinduer. Herfra udstråler betonbjælker til tårnets kant.

Det egentlig ret bastante tårn er givet lethed ved de lodrette markeringer af facaden, og arkitekten har ved enkle midler givet det betydelig arkitektonisk kvalitet. Den upudsede betonoverflade med synlige støbeskel var noget nyt og usædvanligt for tiden, men er med til at strukturere facaden. Vandtårnet er et pionerværk i dansk arkitektur. Dels er det opført som en konsekvent jernbetonbygning, dels er det stilistisk en af de tidligst gennemførte funktionalistiske bygningsværker, fortæller arkitekt Ulla Pilgaard fra Varmings Tegnestue, der er ved at planlægge en langsigtet restaurering af vandtårnet for Københavns Kommune.

KONSTRUKTION I JERNBETON

Byggeriet fandt sted inden den epokegørende Stockholm-udstilling af Erik Gunnar Asplund, så der er ifølge Ulla Pilegaard virkelig tale om et værk inspireret af den nye internationale modernisme, som den kendes fra Bauhaus Dessau.

På denne tid turde myndighederne ikke tillade boligbebyggelser opført i jernbeton, så derfor blev det alene indenfor industribyggeriet, at den nye metode kunne anvendes. Det er påfaldende, hvor frigjort det arkitektoniske sprog er i vandtårnet, fremhæver Ulla Pilgaard.

Vandtårnes bærende del består af 55 søjler fordelt i fire søjleringe, som er forbundet af ringbjælker og radiale bjælker. Den næst yderste søjlering går kun op og bærer selve vandtankene, mens de tre andre fortsætter op og er med til at bære taget.
Under selve vandbeholderen er indskudt en lav tekniketage med rør og ventiler for vandtårnets drift. Bygningen er indvendigt i generelt god stand, til trods for at den snart runder 100 år.

Vandtårnet blev opført i nært samarbejde med Københavns Vandforsynings ingeniører. Fugerne mellem støbehøjderne, der er på en meter, er markeret i facaden, hvorved betonens karakter som materiale bevares.

SKADER PÅ BETON

Visionen for vandtårnet er, at det skal have en fremtidig kulturel funktion, og initiativer hertil blev taget i 2018. Det er her Varmings Tegnestue kommer ind. Dels er der en del af tårnets facade og dæk der skal renoveres, fordi det er delvist nedbrudt. Som en midlertidig løsning er hele facaden gennemgået, afskalninger med potentiel risiko for nedfald er banket bort, så personsikkerheden er i orden under tårnet. Arrene er svummet, men ikke lukket. Svummen vil forsegle de skadede områder og hæmme den fortsatte korrosion i en kortere årrække.

- Vandtårnets armering ligger ca. i 35 mm’s dybde, prøver har vist at carboniseringsdybde ligger på 9-10 mm. Muligvis grundet den runde form, ligger nogle af armeringsjernene dog lokalt med et meget lille dæklag, ned til 8 mm. Carbonatiseringen får dermed betonen til at springe af i store skaller. Ved gennemgangen blev 220 skader, på over 6x6 cm, bortbanket, forklarer Ulla Pilegaard om behovet for restaurering.

Undersøgelserne har påvist klorider, som formodes at være fra en tidlig afsyring, da der ikke indvendigt findes samme problem. I undersøgelserne har der været fokus på de kolde støbeskel, da der generelt er en revne over vulsten mellem støbningerne. Undersøgelserne har dog vist, at revnerne ikke har alvorlig konsekvens, og er dermed af mindre betydning.

LANGSIGTET RENOVERING

I 2019 til 2020 var Varmings Tegnestue sammen med Seir Materialeanalyse rådgivere på en opgave med, hvad der formodentlig bliver en længere proces med opretning af facaderne. Gennem en lang årrække har jernbetonen udvendigt på facaderne mellem søjlerne været et tilbagevendende problem. Søjlerne har det forholdsvis godt med gode dæklag. Derimod har betonfacaderne allerede kort efter opførelsen skabt problemer.

Betonfacaden har en alder, hvor de svagheder der har været siden udførelsen for alvor viser sig i i form af korrosion, revner, stenreder, udfældninger, misfarvninger mv. Såfremt der fortsættes med partiel opretning vil det formodentlig også fremadrettet være reparationerne der vil skabe problemer, fortæller Ulla Pilgaard.

Varmings Tegnestue skal derfor sammen med kommunen kortlægge hvad forventningerne til den kommende restaurering skal være. Det skal afklares om restaureringen skal sikre betonkonstruktionernes funktion og fremadrettede levetid med holdbarheder på 15 år, 25 år eller 50+ år, og om metoderne er forenelige med fredningsværdierne, forvaltet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Næste skridt er ifølge Ulla Pilgaard at finde frem til den rette istandsættelsesmetode