11.05.21 Nyheder

TÅRNHØJ IN-SITU STØBNING

De fire tårne i Postbyens etape 2 støbes in-situ fra bund til top. Ved fundering af tårnene arbejdes der med en særlig funderingsmetode.

De fire tårne i Postbyens etape 2 omfatter to sammenbyggede hoteltårne med blandt andet reception, lounge og restaurant samt to boligtårne.

Visualisering: Arkitema.

Sundhedshuset i forgrunden indrettes med træningscenter og en etage til terapeuter. I stueplan er der gjort plads til en café med køkkenfaciliteter.

Den 1. november 2020 gik totalentreprenøren KPC i jorden på Postbyens anden etape. Den omfatter et kontorhus, bolig- og hoteltårne, sundhedshus, dagligvarebutik, restauranter og caféer samt et rekreativt uderum med grønne passager og pladser anlagt på en støbt plint.
Det højeste tårn bliver godt 115 meter, så fundamentet skal kunne modstå lidt af hvert. Der er tale om så store laster, at al funderingen skal ned og stå på eller i kalken.

Funderingen omfatter almindelige, rammede betonpæle, borede pæle og Gewi-pæle. De 1.028 rammede pæle er forudsat spidsbærende. Så hvis indmåling viser, at en pæl har hævet sig, skal den efterrammes, til den igen står på kalken. De 126 borede pæle er boret seks meter ned i den hårde kalk i dimensionerne ø1200 og ø1500 mm.

NY FUNDERINGSMETODE

Det er Hercules Fundering, som udfører funderingsarbejderne for CG Jensen, der er KPCs råhusentreprenør.
I forbindelse med de borede pælefundamenter anvendes en særlig funderingsmetode, som også er anvendt under opførelsen af Danske Banks nye domicil.

Metoden går ud på, at der i bunden af de borede pæle er monteret såkaldte lift-cells, der nærmest fungerer som en donkraft, der skaber en spænding mellem pælens spids og kalken. Liftcells aktiveres og udvides ved, at de bliver injiceret med cementgrout under et højt tryk på helt op til 100 bar.
Med den anvendte metode får pælen en stivere respons, når den bliver belastet af bygningen.
Derved kan den klare både den store last og det store moment.

Fakta

POSTBYEN – ETAPE 2

  • Fire tårne med boliger, hotel og restaurant.
  • Et sundhedshus med café og træningscenter.
  • Et kontorhus med mødecenter og dagligvarebutik.
  • En støbt plint i hele byggefeltet. I alt 93.000 kvm.

BYGHERRE:Danica Ejendomsselskab
TOTALENTREPRENØR:KPC København
ARKITEKT:Arkitema
INGENIØR:AFRY
ANDRE AKTØRER: CG Jensen A/S og Hercules Fundering (NCC Industry).
Byggeriet forventes at stå færdig i 2024.

Her skal der stå et tårn. Renselaget er lagt ud, og der er gjort plads til en tykkere bundplade på 1500 mm. under selve tårnet. Den resterende del af bundpladen ligger ude i kælderen, og den får en tykkelse på 800 mm. Danmarks største betonpumpe er rullet ind på byggepladsen.

IN-SITU HELE VEJEN OP

Sammen med de øvrige bygninger i etape 2 kommer de fire tårne til at stå på én sammenhængende in-situ støbt bundplade. Bundpladen er henholdsvis 800 og 1500 mm tyk.
Inde i tårnene består kernen af en rund in-situ støbt væg med en diameter på cirka ni meter.
Dækkene mellem hver etage er også in-situ støbte, fortæller projektchef Karsten Thorup fra KPC.

Først støbes den runde kernevæg op i én etage. Herefter monteres på samme etage elementvægge inde i kernen og søjler i facaden. Endelig støbes in-situ dækket på hele den overliggende etage, et cirkulært dæk med en diameter på cirka 21 meter. Sådan fortsætter det etage for etage hele vejen til toppen, forklarer han.

Karsten Thorup fortæller, at man undersøgte muligheden for at bygge tårnkernerne i betonelementer, men det viste sig, at det ikke var en gangbar vej.

Facaderne på tårnene består af præfabrikerede system-facadeelementer i aluminium, glas og fiberbeton. Montering af facadeelementer bliver påbegyndt, når tårnene har nået den halve højde.

Bundpladen er støbt, og inderformen til den første kernevæg er sat op. Nu skal der armeres, og der skal en form udenpå, inden betonen hældes i. Så er den første runde kernevæg støbt. Betonelement-væggene i kernen på det her niveau monteres, og dækforskallingen sættes op. Derefter støbes dækket, og så er det tid til at sætte inderformen op til kernevæggen på den næste etage.

BETONHUS MED TEGL

I modsætning til tårnene er kontorhuset i etape 2 et traditionelt betonhus – sådan da.
Det kommer til at fremstå som et traditionelt muret hus, men vi opfører det med teglelementer.
Ingen vil kunne se forskellen, men facaden er faktisk sandwichelementer med indstøbte teglskaller, siger Karsten Thorup.
Når elementerne bliver leveret til byggepladsen, er vinduerne allerede sat i. Det betyder, at facaden er lukket, så snart elementet er monteret.
Den øvrige del af kontorhuset opføres traditionelt, primært i betonelementer. Ydervæggene i kælderen, op mod spunsen, udføres dog i in-situ beton under hensyn til statik og vandtæthed.
Desuden udføres alle etagedæk ind mod det store atrium i midten af bygningen også i in-situ beton.

Fakta

PLINTEN

Under terræn etableres en plint/kælder i henholdsvis to og fire etager.
Plinten består af parkeringskælder med 984 parkeringspladser, cykelparkering samt en lang række funktioner som teknik, renovation, storskrald, omklædningsrum og fitness.
Ovenpå plinten etableres 6.500 kvm. terræn med grønne byrum, restaurant, caféer, legeplads og en promenade langs banetracéet. Der er indkørsel fra Carsten Niebuhrs Gade til P-kælderen i plinten.

Skrevet af:

Thomas Møller

Relateret indhold