09.05.21 Nyheder

EPS-BETON LIDER UNDER SJUSKET UDFØRELSE

EPS-Beton

Et af de seneste års mest omdiskuterede byggematerialer er EPS-beton, der har været skyld i en del skader på gulve. Ifølge Tommy B. Jacobsen fra Teknologisk Institut fejler materialet ikke noget, men udførelsen har lidt under sjusk og manglende viden om materialer og metoder.

Gennemlokning i gulv med linoleum hvor EPS-betonen har været for svag som følge af løse EPS kugler.

Fotos: Tommy B. Jacobsen, Teknologisk Institut.

Installationer med krydsede rør og ledninger kan give problemer med at opnå et tilstrækkelig dæklag over disse.

EPS-beton består af små ekspanderede polystyrenkugler, der er blandet med vand og cement eller en cementbaseret lim. Materialet fås enten som fabriksfremstillet tørmørtel eller blandes direkte på byggepladsen. Pumpbar EPS-beton bruges især i gulvopbygninger, hvor det udlægges direkte ovenpå betondækket og fungerer som undergulv for cementbaserede afretningslag.

EPS-beton har været brugt i Danmark siden 1996, så der er ikke tale om et nyt produkt. Der har faktisk også været en produktstandard siden 2013 (DS/EN 16025-1 og -2), men den har været noget overset på grund af en fejl i oversættelsen af titlen. Nu er der i kølvandet på al omtalen også udkommet et BYG-ERFA blad, som er udarbejdet af faglig leder på Teknologisk Institut Tommy B. Jacobsen, der har haft med materialet at gøre helt fra starten. Produkterne fejler generelt ikke noget, hvis de bliver håndteret korrekt. I starten var der nogle få producenter på markedet, men gennem årene er der kommet flere producenter og mange nye udførende på banen. Nogle udførende har taget for let på tingene, og derfor har vi set mange fejl, især koncentreret i perioden 2016-18. Jeg tror især fejlene skyldes uvidenhed og hastværk på byggepladserne. Efter Tommy Bunch-Nielsen fra Bunch Bygningsfysik for et par år siden påpegede problemerne, er der kommet stor fokus på området, ikke mindst hos bygherrer og rådgivere, siger Tommy B. Jacobsen.

SKADER PÅ GULVE

Med et materiale som EPS-beton er det essentielt, at de udførende følger leverandørens anvisninger og at materialet bruges rigtigt. Alt efter anvendelsen fås EPS-beton med cementindhold fra 60 kg/m3 og op til 4-500 kg/m3. Jo tungere betonen er, desto mere robust er den selvsagt også, men den større tyngde modvirker så nogle af de egenskaber, der gør materialet populært.

De skader vi har set er typisk på gulve i boligbyggerier, institutioner og skoler, hvor man bruger de lette udgaver af EPS-beton. Vi ser sjældent skader i industribyggerier, eller når betonen for eksempel bruges i tykke lag til renovering af parkeringsdæk, fordi man her bruger de tungere udgaver. Når du er nede på EPS-beton med 60 kg cement pr. kubikmeter, som ofte bliver brugt i boliger, er materialet ikke stærkere end en ren polystyrenplade, og her vil der være risiko for langtidsdeformationer. For EPS-beton med cementindhold over 100 kg/m3 ser vi normalt ikke langtidsdeformationer på gulve med normal last, forklarer Tommy B. Jacobsen.

Skaderne på gulve ses i form af sætninger ved fodpaneler og revnede og nedbrudte gulvbelægninger. Skaderne opstår fordi undergulvet ikke kan klare belastningen og derfor trykkes sammen i større eller mindre områder.

FEJL I UDFØRELSEN

Det kan ifølge Tommy B. Jacobsen gå galt flere steder i udførelsesfasen. EPS-betonen opnår kun fuld styrke, hvis alle EPS-kuglerne er kapslet inde i cementpastaen, men her går det desværre ofte galt. For kort blandetid, eller et forkert forhold mellem cement og vand i blandingen, kan forhindre EPS-betonen i at opnå den forventede styrke. EPS-betonen kan også blive ødelagt, hvis regn eller utætte etageadskillelser gør overfladen våd, før den er hærdet, fordi der sker en udvaskning af bindemidlet i EPS-betonen, så den mister sin styrke i de ramte områder.

Løse kugler på overfladen kan også skyldes trafik på gulvet. Kuglerne skal omhyggeligt støvsuges bort for at opnå tilstrækkelig styrke af overfladen inden udlægning af varmeslanger og støbning af afretningslaget. For mange eller forkert udlagte installationer i gulvet kan i sig selv være et problem. For mange eller for tæt placerede rør og kabler, ledninger i bundter, eller installationer der krydser hinanden i flere lag, betyder, at EPS-betonen ikke dækker i tilstrækkelig grad, hvilket svækker bæreevnen, så du får sætningsskader. Det skal være betonen, og ikke rørene, der bærer gulvet ovenover. Rør og kabler skal desuden altid holdes mindst fem cm væk fra vægge, siger Tommy B. Jacobsen.

EPS-beton kan udlægges med plane overflader inden for 10 mm på en 2 meter retholt.

FORDELE VED EPS-BETON

Temperaturen ved udlægningen spiller en vigtig rolle for det færdige resultat. Der skal være mindst 10 °C under og efter udlægning af EPS-beton, for at betonen får den nødvendige styrke. Omvendt kan høje temperaturer ved støbning om sommeren give for hurtig udtørring af overfladen, hvilket betyder, at der ikke er fugt nok til at hydralisere cementen, så man ender med af få en svag overflade.
Det er ifølge Tommy B. Jacobsen også vigtigt at have styr på fugtindholdet i den samlede gulvopbygning af hensyn til gulvbelægningen.

- Det er vigtigt, at man får tørret tilstrækkeligt ud, inden man lægger det næste lag på. Der skal som udgangspunkt være under 95 procent relativ fugtighed, så har man fået fjernet det frie vand i EPS-betonen. Men hvis der er et krav til for eksempel limede trægulve om højst 85 procent fugtighed, så skal man længere ned til måske 8590 procent. Hvis du lægger et tæt afretningslag på ved de 95 procent relativ fugtighed i EPS-betonen, så skal det være højst 70 procent for at den samlede gulvopbygning holder sig under de 85 procent relativ fugtighed, forklarer Tommy Jacobsen.

Der er imidlertid også mange fordele ved EPS-beton, som kan forklare, hvorfor produktet er blevet så populært i byggeriet i de senere år. I modsætning til et strøgulv kan et undergulv af EPS-beton lægges tidligt i byggeprocessen, og udlægningen er hurtig, også selvom der er mange installationer i gulvet. Efter cirka 14 dages tørretid kan der udlægges et afretningslag i form af enten flydemørtel eller et traditionelt cementpudslag. Når laget er afhærdet, har man glæde af et jævnt og robust gulv gennem resten af byggeprocessen.
- Du har mulighed for at gemme alle dine installationer nede i gulvet meget nemmere end med et strøgulv. Derfor er det især en fordel, hvis man lægger gulvvarme, da man så også sparer varmefordelingspladerne. Til større byggerier, hvor man ellers ville føre installationerne i kabelbakker over nedstroppede lofter, er det en fordel, fordi det gør byggeriet billigere, og du kan få en større loftshøjde i rummene eller spare lofthøjde, fortæller Tommy B. Jacobsen.

EPS-beton har også fine lyddæmpende egenskaber, især i de lette udgaver. Sammen med en lyddug klarer gulvopbygningen kravene til lydisolering i boligbyggerier. EPS-beton har også tilstrækkelig gode varmeisolerende egenskaber til, at man i et lejlighedsbyggeri lever op til kravet om, at gulvvarmen ikke varmer underboens bolig op.

ORD-FORKLARING

RETHOLT
Retholt eller retteskinne er en helt lige stang/bræt i træ/metal til kontrol af plane overflader og/eller tilretning heraf

Skrevet af:

Kim Brochhorst, Jan Pasternak

Relateret indhold