11.11.20 Nyheder

OPTIMERING AF FABRIKSBETON

Ordrehåndtering og produktion hos Unicon er i høj grad en digitaliseret og automatiseret proces

De store fabrikker, som her Odense, skal have kapacitet til at levere beton til flere store støbninger på samme dag.

Blandemesteren overvåger digitalt alle trin i produktionen af beton. Om nødvendigt kan han også håndtere produktionen på en nabofabrik fra en anden pult.

Når det handler om fabriksbeton, er nøgleordene kvalitet og leveringssikkerhed. På byggepladsen er det afgørende for et byggeri, at den bestilte beton leveres til tiden og i den aftalte mængde og kvalitet. Når den færdigblandede beton først er læsset på betonbilen, har den en levetid på cirka en time.

Da der samtidig er en høj grad af konkurrence i fabriksbetonbranchen, er det vigtigt for virksomhederne at optimere alle dele af forretningen løbende. Også hos betonleverandøren Unicon, der er Danmarks førende leverandør af færdigblandet beton, er optimeringen en løbende proces, som man aldrig bliver færdig med.
Hvert år øger inflationen vores omkostninger, så hvis vi bare skal holde priserne nogenlunde på niveau, bliver vi hele tiden nødt til at gøre tingene smartere. Performance, leveringssikkerhed og arbejdsmiljø er nok de primære indsatsområder i vores bestræbelser på at digitalisere og automatisere virksomheden yderligere, siger Casper Mathiasen, der er produktionsdirektør hos Unicon.

AUTOMATISERET PROCES

Hos Unicon er både ordrehåndtering og produktion allerede i dag i høj grad en digitaliseret og automatiseret proces, hvor kunden har mulighed for at bestille betonen online via en bestillingsportal. Ordren trækkes ind i Unicons produktionsplanlægningssystem, hvor man kan se hvilke materialer i hvilke mængder, der skal bestilles hjem for at effektuere den. Når dagen kommer, bliver ordren frigjort og lagt over i produktionssystemet

SKAKO, som sørger for at trække de rette mængder råmaterialer ud af siloerne, afveje dem og komme dem i betonblanderne. Når betonbilen nærmer sig fabrikken, får systemet automatisk besked, så fabrikken begynder at blande betonen. Når bilen kører ind på pladsen, er betonen netop færdig og klar til at blive læsset og kørt ud til kunden. Det lyder nemt nok, men ifølge Casper Mathiasen kræver processen et hav af underliggende digitale løsninger for at fungere i praksis.

VENDOR MANAGED INVENTORY

Beton er en vare, som sælges i meget store mængder, så der skal selvsagt også store mængder råmaterialer til produktionen i form af cement, sand, sten og additiver. Når en ordre kommer ind, kan man i produktionsplanlægningssystemet se, hvilke mængder der skal bruges, så der i god tid kan blive bestilt materialer ind til produktionen dage eller uger i forvejen. Når der skal leveres beton til store støbninger, er det nødvendigt at få kørt materialer ind flere gange om dagen, fordi der simpelthen ikke er silokapacitet nok på fabrikkerne. Netop bestillingen af materialer er et vigtigt område, som Casper Mathiasen og production development manager Morten Lægsgaard, arbejder intenst på at optimere.

I dag ringer vi selv og bestiller materialer hos vores leverandører, men vi arbejder på også at digitalisere den proces, ved blandt andet at installere sensorer i siloerne, som kan måle, hvor meget der er i siloen. Ved at dele den information med vores leverandører, håber vi på sigt på, at de selv sørger for, at vi altid har de rette mængder materialer på lager. Det kaldes Vendor Managed Inventory

VMI. Ved at dele live real data om vores lagerbeholdning med vores leverandører, vil de lære vores forbrugsmønstre at kende, så de selv kan forudsige vores behov, forklarer Morten Lægsgaard.

FJERNSTYREDE FABRIKKER

Selve betonproduktionen er allerede i høj grad automatiseret. Unicon driver 33 operative fabrikker rundt om i landet, og de er alle stort set automatiseret til samme niveau.

I praksis er det dog ikke alle idéer som er lige succesrige. Det er dyrt at udvikle løsninger helt fra bunden, så vi prøver at videreudvikle noget af det, vi har i forvejen, eller at tilpasse standardløsninger, der allerede findes på markedet, siger Casper Mathiasen.

Idéen om helt ubemandede fabrikker har vist sig heller ikke at være helt realistisk. Noget kan gå galt og anlægget skal rengøres sidst på dagen under alle omstændigheder. Ifølge Casper Mathiasen og Morten Lægsgaard er der heller ikke noget, der kan erstatte de erfarne medarbejdere. En blandemester med årtiers erfaring kan gå ud og kigge på betonen i en trillebør og kontrollere om den er i orden, uanset hvad automatikken siger, og han fungerer derfor som den ultimative kvalitetssikring af produkterne.

Overvågningen af produktionen sker dog i det daglige via skærme og målinger fra sensorer i anlægget. Derfor er det også muligt for en blandemester at fjernstyre nabofabrikken, fordi han via skærmene kan få samme input som fra sin egen fabrik.

MERE DIGITALISERING

Ifølge Morten Lægsgaard kunne man med dagens teknologi godt fuldautomatisere produktionen yderligere, hvis man byggede helt nye fabrikker, men det ville kræve investeringer af en størrelsesorden, der ikke nødvendigvis kan betale sig. I stedet satses der på trinvise fremskridt og på et tættere samarbejde med leverandørerne.

Et skridt videre i digitaliseringen i fremtiden, som vil være interessant, er at kvalitetssikre den færdige beton ude på byggepladserne. Med sensorer i konstruktionerne vil vi kunne måle styrkeudviklingen i betonen løbende. Det vil være en fordel for os som leverandører at kunne dokumentere vores gennemsnitlige styrker på en given type beton, og det vil også have stor værdi for vores kunder, siger Morten Lægsgaard.

De digitale systemer får besked, når betonbilen nærmer sig fabrikken, således at betonen netop er færdigblandet og klar til at læsse, når bilen kører ind på pladsen.

Skrevet af:

Jan Pasternak, Thomas Møller og Kim Sejr

Relateret indhold