14.11.20 Nyheder

FULDAUTOMATISK PRODUKTION AF BLOKSTEN

Efter støbning transporteres betonstenene automatisk til et tørrekammer, hvor de hærder i op til et døgn.

Den centrale proces i produktionen af bloksten er selve støbningen, hvor den fugtige beton presses ned i formen og vibreres.

Efter støbning transporteres betonstenene automatisk til et tørrekammer, hvor de hærder i op til et døgn.

KVM International i Kjellerup udvikler og producerer blandt andet blokstensmaskiner og forme til betonprodukter, som bliver solgt i hele verden. Firmaets blokstensanlæg kan producere alle typer belægningssten, fortovsfliser, kantsten, blokke til støttemure, byggeblokke og lignende produkter.

FULDAUTOMATISK PRODUKTION

Et blokstensanlæg fra KVM består af flere dele. Betonen bliver blandet i et blandeanlæg, som de typisk får fra Skako eller Haarup. Herefter transporteres den fugtige beton til selve blokmaskinen, hvor den hældes i formen, presses og vibreres. De færdige blokke tages ud af formen og transporteres til et hærdekammer. Efter endt hærdning transporteres blokkene til et palleteringsanlæg, hvor de pakkes, emballeres og køres på lager.

Processen er 100 procent fuldautomatisk. Afhængig af den lokale arbejdsløn vælger nogle af vores kunder, at hærdekammeret betjenes af en mand med en truck, og i enkelte tilfælde bliver palleteringsdelen også udført af mennesker, men hele processen kan udføres helt automatisk. Palleteringen kan enten udføres af en robot, som vi køber udefra, eller af vores egenudviklede palleteringsanlæg, siger Poul V. Jakobsen.

KVM producerer anlæg fra størrelse small og op til store anlæg, der kan producere helt op til seks kvadratmeter belægningssten i minuttet. Betonelementerne kan være op til 1,2 meter lange og kan produceres i højder fra 20-300 mm.

LØBENDE UDVIKLING

Ifølge Poul V. Jakobsen går udviklingen i retning af mere og mere automatisering, selv i lande med lavere arbejdsløn.

Vi arbejder hele tiden på at gøre produktionen hurtigere og mere fuldautomatisk, men en stor del af udviklingen kommer fra kunderne, der forespørger om et produkt, de i dag laver manuelt på vibrationsborde eller vådstøber, kan automatiseres. Det bliver sværere for dem at skaffe folk til at udføre det tunge arbejde manuelt. Når der bliver efterhånden automatiseret, kan de desuden lave et bedre og mere standardiseret produkt til en lavere pris, siger Poul V. Jakobsen.

KVM arbejder med at forbedre de enkelte   maskiner, der er delkomponenter i deres anlæg og med den styrende software, som de selv udvikler. Kunderne efterspørger også i stigende grad, at deres egne IT-løsninger kan kobles sammen med anlæggenes IT, så de kan kommunikere om bestillinger og produktion.

Et af de sidste områder vi arbejder med at automatisere, er kvalitetskontrollen. De fleste kunder har stadig en medarbejder til at foretage den endelige inspektion af de færdige produkter for revner og fejl, men vi arbejder med en scanningsløsning, der kan løse den opgave, fortæller Poul V. Jakobsen.

Palleteringen af de færdige produkter foretages efter tørring automatisk af KVMs eget palleteringsmaskiner eller som her af en robot.

SLIDSTÆRKE FORME

En central del af KVMs udvikling og produktion er selve formene til betonstøbning. Formene fremstilles i hærdet stål og flamme skæres ud af en massiv stålplade inden efterbehandling. De fremstilles med skarpe tolerancer ned til +/0, hvilket har en betydning, når betonstenene produceres i store mængder. Det fraskårne stål er 100 procent genanvendeligt. I designet af formene er det vigtigt, at de bliver optimeret, så der kan presses flest muligt sten per støbning, også kaldet takt.

Til forskel fra de andre producenter fremstiller vi en stor andel af vores grundrammer og modhold (der holder støbeformen) i specielt udviklet støbegods. Det giver minimalt spild, og betyder at vi kan give en garanti på 1 million takter, hvor en svejset grundramme og modhold typisk holder cirka 150.000 takter. Værktøjerne udsættes for nogle helt ekstreme belastninger fra vibrationerne, så det er svært at regne på konstruktionerne. Det handler meget om erfaring, siger Kjeld Sejrup, der leder KVMs formafdeling.

En maskine kører typisk 2.000 takter på en dagsproduktion. En form fra KVM holder typisk 50-150.000 takter. Det afhænger af, hvor meget betonblandingen slider på formen, da betonstenene virker som sandpapir på formens inderside. Derfor kan en form holde til cirka en måneds uafbrudt produktion. I praksis laver mange producenter dog mange forskellige typer sten i forskellige højder, så formene holder normalt noget længere. De mest almindelige forme, til for eksempel danske herregårdssten, har firmaet normalt på lager.

- Vores udvikling er i høj grad drevet af kunderne; så er det op til os at finde en metode og udvikle en form, der kan løse opgaven. Det kan der komme de mest specielle produkter ud af. Inden formen bliver produceret, leverer KVM ofte et 3D-print af den færdige sten i plast og sender over til kunden til godkendelse.
Selve trykpladerne, der giver den færdige overflade på stenene, kan vi også udforme efter kundens ønske. Hvis kunden har en prøve på en speciel overflade, så laver vi et 3D-scan af den og kopierer overfladen helt præcist, fortæller Kjeld Sejrup.

Et af de sidste områder vi arbejder med at automatisere, er kvalitetskontrollen Poul V. Jakobsen
Skrevet af:

Kim Sejr, Thomas Møller og Jan Pasternak

Relateret indhold