Vi har brug for dem, de unge. Men hvordan er det at være ung i betonbranchen? Læs hvad nogle af branchens yngre medarbejdere siger om alt det, de godt kan lide ved branchen, og hvad der – eventuelt – kan forbedres.
Mere diversitet. Flere fagligheder. Mere synlighed på sociale medier og på uddannelsesinstitutionerne. Husk at mænd også passer børn. Sådan lyder nogle af rådene fra de unge selv til, hvordan betonbranchen kan tiltrække flere unge medarbejdere. Læs om betonbranchen set med yngre øjne her og følg med resten af året, hvor interview-serien fortsætter.
Jeg kom ind i betonbranchen som en del af Aalborg Portlands Graduate programmet, som jeg blev opmærksom på, fordi virksomheden var ude på universitetet, hvor jeg studerede til kemiingeniør. De var også ude på messer, og en del andre steder, hvor studerende kommer, så der opstod en naturlig opmærksomhed omkring virksomheden. Jeg var så heldig at få jobbet, og efter to år som graduate, hvor man roterer flere steder, blandet andet hos Unicon, tilbød Unicon mig job som Product Engineer.
En af de ting jeg ikke vidste, var hvor komplekst materialet beton faktisk er. Det kunne man godt brede mere ud, da kompleksitet altid er interessant, og specielt når det er et område, som ikke er fuldstændig afdækket rent kemisk. Mange tænker, at beton er en grå klat, som man spytter ud af en kanon, men det er jo ikke en hvilken som helst grå klat, der er en del kemi bag, og det er rigtigt spændende rent kemisk.
Branchen er ikke så synlig. Vi havde lidt om cement i undervisningen, fordi det var budt ind eksternt. Men det var meget lidt. Der tænker jeg, at branchen godt kunne gå sammen om at stille projektcases, ligesom Velux gjorde på mit studie. Det giver en masse indsigt hos de studerende, hvis virksomhederne smækker svesken på disken og byder ind med de tekniske udfordringer, der måtte være, så de studerende er med til at løse dem.
Det er fedt at få så meget kendskab til et specifikt materiale. Man kan være med til at skabe noget nyt, hvis man arbejder hos en producent. Man har stor indflydelse på selve produktet, og det kan jeg godt lide. Det er meget anderledes end rådgiverbranchen.
Det er mindre godt, at betonbranchen har et ry som klimasynder. Men mange unge ser værdi i at arbejde et sted med mere bæredygtige initiativer. Derfor plejer jeg også at sige, at hvis man gerne vil arbejde med at udvikle bæredygtige løsninger, giver det også mest værdi at være et sted, hvor potentialet for udvikling er stort. Og betonbranchen er i gang! Der sker en masse spændende initiativer på den front.
Branchen udvikler sig, og jeg er glad for, at jeg er endt med at sidde med bæredygtighed i mit arbejde. Jeg er i gang med at uddanne mig til DGNB-konsulent, så jeg tager kurser og eksaminer hos Green Building Council Denmark. Der er en fælles forståelse på mit arbejde om, at det er godt at kende de kriterier, som byggeriet står over for, når de skal certificeres. Kursisterne er en blanding af rådgivere, producenter og entreprenører, så man får forskellige vinkler på at løse de fælles udfordringer. Jeg kan også godt lide, at det er en branche med lavt til loftet, alle kender alle, så der kan opstå samarbejder for udvikling på tværs af virksomhederne, selvom de er konkurrenter.
Jeg kunne godt ønske mig mere diversitet. Jeg har haft gavn af graduateprogrammet, hvor vi var fem unge, som startede samtidigt, og gav noget fællesskab. På mit kontor er der både unge og kvinder, men andre steder i Unicon kan jeg godt se, at medarbejderne er af den lidt ældre generation og hovedsageligt mænd. Det kan blive en udfordring, tænker jeg, både fordi diversitet fremmer mange ting, og helt konkret står man pludselig der, hvor folk er gået på pension. Det er jo også et problem. Man skal også være åben over for flere fagligheder, fx akademikere, fordi de kan se tingene på en anden måde. Og måske kunne man blive bedre til at kommunikere, hvor komplekst det hele er.
Magasinet BETON udsender nyhedsbrev med de nyeste artikler fra magasinet i starten af hver måned. I nyhedsbrevet indgår også annoncer fra 3. parter. Når du har udfyldt dine oplysninger nedenfor, modtager du en bekræftelsesmail.