02.01.23 Nyheder

Indstilling er åben til In-situ Prisen 2023

Denne artikel er skrevet af

Fabriksbetonforeningen

Inspiration, overraskelse og intelligent brug er noget af det, arkitekterne Jesper Gottlieb og Ane Cortzen ønsker sig, når de i dommerkomiteen skal vurdere projekter til In-situ Prisen. Indstilling er åben indtil 15. februar.

Vinder af In-situ Prisen 2021: Karen Blixens Plads i København Bygherre: Bygningsstyrelsen/Arkitekt: Cobe/Rådgivere: EKJ Rådgivende/Entreprenør: NCC Danmark/Betonleverandør: DK Beton

Foto: Torben Eskerod

”Et fantastisk materiale med helt særlige egenskaber, såsom stor styrke og holdbarhed samt formbar på en facon, som kun få andre materialer kan matche.” – Det er nogle af superlativerne hvormed arkitekt MAA Jesper Gottlieb beskriver in-situ-beton.

Han er sammen med Ane Cortzen og Sophus Søbye jurymedlem til In-situ Prisen 2023. Magasinet BETON har talt med to af de tre arkitekter i dommerkomiteen om, hvad de håber at se blandt de indstillede projekter. Deres svar emmer af en fælles forkærlighed for in-situ-betonens formbarhed og kreative muligheder.

”Mulighederne er jo uanede,” siger Ane Cortzen, arkitekt og tv-vært, som i 2023 er med i dommerkomiteen for første gang. ”Jeg håber at blive inspireret og overrasket over kreative måder at bruge in-situ-støbt-beton.”

Men der er også nye ønsker fra de to jurymedlemmer i forhold til de nominerede projekter for to år siden, da der sidst var prisuddeling. For siden 2021 er bæredygtighed blevet en ufravigelig faktor i byggeriet.

”Jeg ser meget gerne, at der ikke bliver brugt unødigt meget materiale i byggeriet, og at betonen kun bruges, hvor det giver mening,” siger Ane Cortzen, arkitekt og tv vært.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Intelligent og kunstnerisk anvendelse

Ane Cortzen håber at se bæredygtige og mere grønne initiativer i forhold til genanvendelse og nye materialer. Og det samme lyder fra Jesper Gottlieb.

”Vi er alle i stigende omfang blevet opmærksom på nogle af de miljømæssige udfordringer, der er ved brugen af beton - ikke mindst en stor CO2-udledning. Vi skal derfor altid sætte os for at bruge beton på en både intelligent og kunstnerisk måde. Jeg håber, at de nominerede projekter vil være de gode eksempler på, hvordan betonens helt særlige egenskaber kommer til sin fulde ret og giver os smukke, brugbare og holdbare bygninger.”  

Han nævner et øget fokus på brug af træ i byggeriet, ikke mindst på grund af førnævnte bekymring om CO2-udslip i byggebranchen.

”Men selvom træ er et vidunderligt materiale, er der situationer, som træ ikke kan håndtere lige så vel som for eksempel beton. Jeg vil forvente, at der blandt de indstillede projekter er en bevidsthed om dette, og at man derfor vil være endnu mere selektiv i forhold til, hvor og hvordan man anvender sine byggematerialer,” siger Jesper Gottlieb og understreger, at det skal være løsninger, som ikke kun er miljømæssigt forsvarlige, men som også rummer oplevelser og stor arkitektur.

”In-situ beton er et fantastisk materiale med helt særlige egenskaber, såsom stor styrke og holdbarhed samt at være formbart på en facon, som kun få andre materialer kan matche,” siger Jesper Gottlieb, arkitekt MAA, Gottlieb Factory.

Foto: Pressefoto

Brug betonen hvor det giver mening

Ane Cortzen nævner intelligent brug af beton, som en vigtig faktor – eksempelvis i forhold til bæreevnen.

”Jeg ser meget gerne, at der ikke bliver brugt unødigt meget materiale i byggeriet, og at betonen kun bruges, hvor det giver mening,” lyder det.

Jesper Gottlieb understreger, at afvejningen af, hvilke byggematerialer, der bliver bragt i spil, er meget afgørende. Han har ikke specifikke ønsker til en særlig måde at bruge beton på blandt de indstillede projekter, men understreger, at løsningen ikke behøver at være ny eller uset.

”Løsningen skal bare være god,” afslutter han.

 

 

Dommerkomiteen til In-situ Prisen består af:

  • Ane Cortzen, arkitekt og tv-vært
  • Jesper Gottlieb, arkitekt MAA, Gottlieb Factory
  • Sophus Søbye, arkitekt MAA, Sophus Søbye Arkitekter

 

Fakta

Om In-situ Prisen

In-situ Prisen blev første gang uddelt i 2004. Alle kan indstille projekter til prisen frem til den 15. februar. Indstil her
De indstillede projekter skal fremstå som færdige/være indviet og taget i brug inden indstilling, og de må ikke være mere end fem år gamle. Næste prisuddeling er den 1. juni 2023 i Industriens Hus.

In-situ Prisen fejrer det stærke samarbejde gennem hele byggeriets værdikæde, der skal til for at skabe unikt arbejde i pladsstøbt beton, som udfordrer materialets formbarhed og potentiale. Fra arkitekt og ingeniør, der udtænker ideen, over forskallingsleverandør og betonproducent, som skaber rammerne for støbningen, til entreprenøren der i sidste ende skal udføre støbningen.

In-situ Prisen uddeles af Fabriksbetonforeningen med støtte fra et eller flere af Fabriksbetonforeningens interessemedlemmer, der i fællesskab vil vise de arkitektoniske og tekniske muligheder for pladsstøbt beton.

I 2021 vandt Karen Blixens Plads i Ørestaden, København, som et ”smukt eksempel på, at alt falder på plads, når form, funktion og konstruktion så overbevisende går op i et større hele og her tillige leverer et stringent og konsekvent udsagn om in-situ betonens muligheder, lød det dengang fra Jesper Gottlieb om motivationen bag prisen.

Birgitte Theresia Henriksen
Skrevet af:

Birgitte Theresia Henriksen

Relateret indhold