04.05.21 Nyheder

DE FØRSTE ERFARINGER MED FUTURECEM I FABRIKSBETON

Denne artikel er skrevet af

Fabriksbetonforeningen

Nyt fra Fabriksbetonforeningen

Primo 2021 påbegyndte Aalborg Portland leverancer af den nyudviklede cement, som har op til 30 procent lavere CO2-aftryk end traditionel cement. Unicon har allerede flere års erfaring med produktet.

Unicon ved støbning af renselag til byggeriet UN17 på Amager

foto: Jakob Lerche
Foto: Jacob Lerche

FUTURECEM er – som den første cement i Danmark – udviklet for at reducere CO2-udledningen. Dermed er cementen et stort bidrag til at nå målet i Bæredygtig Beton initiativet om at reducere CO2-aftrykket i beton med 50 procent frem mod 2030.

Ifølge Brian Dürr, som er salgsdirektør i Aalborg Portland, har man siden lanceringen af FUTURECEM oplevet stigende interesse og efterspørgsel fra både bygherrer og entreprenører.

Vores kunder arbejder med at få cementen implementeret i deres recepter og dokumenteret egenskaberne for at sikre den rigtige kvalitet, så de kan tilbyde disse betoner, når entreprenørerne efterspørger det. Meldingen er, at vores RAPID cement kan udskiftes med FUTURECEM i langt de fleste betoner og opnå samme gode betonkvalitet. Vores kunder er meget positive over cementens gode egenskaber på betonens pumpbarhed og robusthed. Samtidig har vi set rigtige fine vægstøbninger, hvor overfladen har være helt perfekt. Det er dog for tidligt at konkludere noget generelt endnu, ikke mindst fordi mængden af produceret beton fortsat er begrænset.

LANCERING AF UNI-GREEN

Af de virksomheder der har taget den banebrydende cement til sig, er Unicon, den foreløbige bannerfører.
Unicon har mere end fem års erfaring med den nye cementtype, fortæller virksomhedens teknologichef, Ib Bælum Jensen.

- I første fase var vi med i Grøn Betonkonsortiet med design og udvikling af cementen og afsluttede med levering

til tre fuldskala demoprojekter, der omfattede både Anlægsbeton C35/45 og Passiv beton C25/30. I anden fase før egentlig markedslancering var vi med til at fuldskala afprøve beton internt på en betonfabrik, herunder transport i rotérbil og udstøbning af interne belægninger og vægge. På den baggrund har vi i sidste fase i år lanceret en helt ny produktserie, UNI-Green, som er med FUTURECEM, og dermed har en reduceret CO2eq miljøpåvirkning i forhold til branchebaseline på 25 procent.

FORELØBIGE ERFARINGER

I alt har Unicon produceret over 1000 m3, og p.t. har virksomheden to projekter, som udelukkende anvender den nye betontype. Erfaringerne er mange, og de fleste af dem gode, påpeger Ib Bælum Jensen.

Når man implementerer et nyt delmateriale, tilsætningsstof, tilslag, genanvendt tilslag eller bindemiddel, er det ofte således, at man skal have produceret en vis mængde ”rigtig” beton til en ”rigtig” kunde, før man kan finjustere mix-design, så den friske og hærdnede beton har de ønskede egenskaber. Sådan har det også været i denne forbindelse.
Vi lærer og udvikler stadig, siger teknologichefen og lister følgende foreløbige erfaringer:

  • Lavstyrke SCCbetoner bliver lidt mere robuste overfor separation og bleeding, antageligt pga. det fine kalk og ler.
  • Færre pumpeproblemer med lavstyrkebetoner af samme årsag som nævnt ovenfor.
  • En helt anden anvendelse af de nuværende tilsætningsstoffer, hvis man vil have uændrede friskbetonegenskaber.
  • Skal der opstilles flere siloer, eller skal indfasning ske på bekostning af udfasning af andre bindemidler?
  • Lidt lavere tidlige trykstyrker, men stort set samme 28 dg trykstyrker.
  • Ingen forskel på afbindingsforløb for sammenlignelige betontyper.
  • Farveforskel i forhold til tidligere beton, da den nye er svagt brunlig, men har den fordel, at man kan se, at den brune beton er grøn beton.
    Interessen for reduceret CO2eq miljøpåvirkning er indtil videre større hos myndigheder og bygherre end i entreprenørledet.
  • De fleste erfaringer er fra den kølige årstid, så den bliver spændende at se, når betonen bliver varm i eftersommeren.

DET SKAL VÆRE ENKELT AT BYGGE BÆREDYGTIGT

Jan Søndergaard Hansen, managing director i Unicon påpeger, at Unicons strategi er at spejle sit standard grå færdigbeton-produktprogram over i et komplet grønt produktprogram, under navnet UNI-Green.

På sigt forventer vi, at UNI-Green produktprogrammet bliver til vores nye standardprogram, der kan leveres til alle former for byggerier over hele landet. Det skal være enkelt at bygge bæredygtigt, og det betyder, at vi som branche skal tilbyde standard Bæredygtige færdigbeton-produkter, der leveres indenfor betonnormen, hvor vi fastholder alle de kendte betonegenskaber, der er årsagen til, at beton er verdens mest anvendte byggemateriale. Allerede nu kan vi med anvendelse af FUTURECEM i vores UNI-Green produktprogram reducere med 25 procent CO2 i forhold til branche-benchmark i 2019. Og vi har flere tiltag på vej, der vil sikre, at vi når målet i 2030 om en halvering af CO2 aftrykket i færdigbeton, afslutter Jan Søndergaard Hansen.

OM FUTURECEM OG UDVIKLINGSPROJEKT CALLISTE

FUTURECEM, der er en kompositcement, indeholder foruden cementklinker også kalkfiller og brændt/kalcineret ler, og derfor opfører den sig anderledes end andre cementtyper. Et nyt udviklingsprojekt ved navn CALLISTE, hvor blandt andre Aalborg Portland, Teknologisk Institut, Dansk Beton, Unicon og flere andre parter i betonbranchen er med, bygger videre på FUTURECEM-teknologien og har som mål at opnå en ekstremt høj erstatning af cementklinker med kalcineret ler og kalk – helt op til 50 procent. Læs mere om CALLISTE på baeredygtigbeton.dk under forskningsprojekter.

Birgitte Theresia Henriksen
Skrevet af:

Birgitte Theresia Henriksen

Relateret indhold