29.06.22 Nyheder

Ny formand i ny forening

Denne artikel er skrevet af

Betonvareforeningen

Nyt fra Betonvareforeningen

Jens Mølgaard er ny bestyrelsesformand i Betonvareforeningen. Magasinet BETON har talt med ham om hans visioner og planer for foreningen, som blev stiftet i 2022.

Betonvareforeningen er en sammenlægning af Blokforeningen, Afløbsforeningen og Belægningsgruppen. Nu har foreningen konstitueret sig og fået sin allerførste formand, Jens Mølgaard, som glæder sig til arbejdet og samarbejdet - og over, at de tre foreninger nu er samlet i én. For, som han siger, ”sammen står vi stærkere”.

”Med samlingen kan vi bedre stå vagt om vores branche og produkter og sørge for at få betonvarebranchen brandet, så den står tydelig og entydig. Samtidig er det lettere at følge standarder og regler, når man kan løfte i flok,” lyder det fra den nye formand, som påpeger, at de tre foreninger tidligere har arbejdet med meget af det samme, og at sammenlægningen til én forening dermed sparer ressourcer, fordi hver forening ikke længere skal lave hver sit. Økonomisk betyder det flere muskler, og brandingmæssigt giver det en større stemme.

”Sammenlægningen giver rigtig god mening, og derfor har jeg valgt at sige ja til formandsposten,” understreger han.

Som direktør i FC Beton i Aalborg har Jens Mølgaard været medlem i foreningerne Blokforeningen og Belægningsforeningen inden sammenlægningen. Desuden er han medlem af Fabriksbetonforeningen. Det giver en ”bred indsigt i 2/3 af arbejdet i Dansk Betons foreninger”, som han udtrykker det.

Mange projekter

Jens Mølgaards fokus for arbejdet i Betonvareforeningen er at samle og få tingene til at virke til fordel for alle dele af foreningen.

”Betonvareforeningen har mange igangværende projekter, som vi skal udvikle og gøre færdige. Alle projekter er relevante på tværs af foreningen”, forklarer han og nævner Byens Gulv, som er en årlig tilbagevendende konference, hvor foreningen inviterer arkitekter, kommuner og planlæggere med. Der taler deltagerne eksempelvis om, hvordan man skaber permeable løsninger for fortove, man inspireres af eksterne foredragsholdere, og producenter udstiller deres produkter.

Af andre projekter nævner Jens Mølgaard uddannelsen som maskinoperator i samarbejde med AMU Nordjylland, hvor hold nummer to kører til efteråret. Formålet med uddannelsen er at dygtiggøre eksisterende ansatte og desuden at tiltrække unge mennesker til faget, så branchen kan ”gøre vores hoser grønne og tiltrække nye spændende mennesker”.

Standardiseringsarbejdet er også et vigtigt projekt for Betonforeningen. Belægning, rør og fliser er som alt andet i byggebranchen underlagt regler og europæiske standarder, og Betonvareforeningen har flere standardiseringsudvalg til at udføre det grundlæggende arbejde i fællesskab. Foreningen udgiver også adskillige publikationer, blandt andet er man lige nu i gang med en blokhåndbog, der vejleder til, hvordan man bygger med blokke til håndværkere og tømrerhandlere. Og ikke mindst har man lagt et stort arbejde i at generere et fælles EPD-værktøj, så det kan anvendes uanset om man producerer belægning, blokke eller afløb.
”Vi har taget første skridt for Betonvareforeningen nu. Vi har samlet tingene et sted og kan manøvrere i det, når der kommer nyt. Vi bliver mere smidige, det kan få betydning for branchen”.

Vigtigt arbejde med bæredygtighed

Det absolut mest vigtige fokus for Betonvareforeningen, understreger Jens Mølgaard, er bæredygtighed.

”Der sker nyt på området hele tiden, og det kan virke lidt diffust og svært at gennemskue. Derfor er det en af de største opgaver og udfordringer at få sat arbejdet med bæredygtighed i gang. At få det beskrevet og få de rigtige tal og standarder. Men også konkret at hjælpe med få det sat i gang og sparke lidt venligt til medlemsvirksomhederne, så vi kommer videre og optimerer mere,” siger han, men pointerer samtidig, at én ting er det beskrevne, men at noget andet er, hvor bæredygtig man har mulighed for at være.

”Vi kommer til at gøre en masse for at skære på CO2 og genbruge, som også er en stor ting, og som bliver større. Hvis man ikke må genbruge nok, skal vi have det ændret, så man må genbruge mere. Vi skal finde ud af det i fællesskab, men genbrug er ikke bare at knuse betonen, der er en masse regler, der skal overholdes, og i foreningen kan vi hjælpe hinanden med at gøre det enklere og mere effektivt.”

Formanden nævner CO2-aftrykket som det helt store issue på kort sigt.

”Man kan ikke lave betonvarer uden cement, og cement er jo et fy-ord. Så vi arbejder med alternativer særligt i forhold til fx fliser, hvor der kører flere forsøg med andet bindemiddel end cement for netop at reducere CO2-udledningen. Det kan lade sig gøre, men det skal kunne betale sig,” understreger han.

Jo større bid, jo mere gennemslagskraft

Jens Mølgaard ser det som en kæmpe fordel, at Betonvareforeningen nu er samlet. Det skaber fleksibilitet, sammenhæng og giver pondus.
”Hvis der udvikles noget smart i fx blokke, kan man hurtigt overføre det til et af de andre produkter. Vi står stærkere samlet og har mindre bureaukrati – det koster  færre timer og dermed færre penge. I stedet for tre nicebrancher står vi sammen og kan få sat skub i den bæredygtige udvikling. Vi er under pres, fordi vi bruger cement. Det er vi nødt til at forholde os til, og det gør vi. Vi skal tage arbejdet alvorligt og arbejde sammen, for det er i vores allesammens interesse,” afslutter formanden.

Om Jens Mølgaard – formand med fart på

Jens Mølgaard er 3. generation af Jens’er i FC Beton. Han overtog den sidste del af virksomheden fra sin far i 2016, men har ejet 50 pct. 10 år før det. Virksomhedens grundlægger var Jens Mølgaards farfar – den første ud af tre generationer af Jens’er. Jens Mølgaard er vokset op med maskiner og har ifølge ham selv benzin i blodet. Han brænder for amatørmotorløb, som en stor del af fritiden går med, og som har ført ham rundt i mere end 20 lande til langdistanceløb, heriblandt amatørverdensmesterskabet Creventic 24 H Series, som han vandt i 2016.

Birgitte Theresia Henriksen
Skrevet af:

Birgitte Theresia Henriksen

Relateret indhold