Circle House bliver Danmarks første almene boligbyggeri bygget efter cirkulære principper. Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik er betonelementleverandør og har til opgave at sikre, at betonelementerne kan skilles ad og samles igen uden at tabe nævneværdig værdi.
Med 60 boliger bliver Circle House i Lisbjerg ved Aarhus et demonstrationsbyggeri, hvor 90 procent af materialerne kan genbruges. Det betyder, at betonelementerne er designet til genbrug og serieproduktion.
Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik (TCT) leverer betonelementer til byggeriet, som lige nu er i projekteringsfase, hvilket for Circle House betyder, at man tester, at byggeriet kan samles og skilles ad igen. Så snart det er gjort, kan virksomheden producere alle elementer til byggeriet.
VÆGSKO OG BESLAG
Det hele skal kunne boltes sammen og skilles ad igen, siger Pelle B. Jensen, som er salgschef i TCT, og understreger, at opgaven er udfordrende for ingeniørerne, for det er dem, der skal udregne samlingsdetaljerne. Både hvordan de samles og skilles ad igen.
Fremfor at anvende korrugeret rør igennem elementerne og samle med u-bøjler som vi normalt gør, samles elementerne med vægsko og beslag. Ankerbolten køres op i vægskoen og skrues sammen med en møtrik, så elementet kan skilles ad igen. De mellemrum, der naturligt opstår mellem elementerne, når de samles på den måde, støbes ud med almindelig beton, siger han.
Hvis byggeriet skal skilles ad, kan betonen i sammenstøbningen fjernes, og elementerne forbliver intakte. Der skal være så lidt som muligt, der obstruerer adskillelsen, og derfor er al elektricitet eksempelvis ført udvendigt, og betonen står rå og umalet.
HØJERE VÆRDI OG MANGE ENS ELEMENTER
Målet med denne ”intakte cirkularitet” når betonelementer kan samles og skilles ad igen i deres allerede støbte form – er, at betonen opnår en langt højere værdi, end den beton som genanvendes i dag, som har en værdi på niveau med grus, fordi den primært genanvendes til vejfyld. Den højere værdi af intakte elementer vil dermed i sig selv være en gulerod til at producere elementer, som kan skilles ad og samles igen flere gange.
Cirkulariteten fordrer også, at man producerer mange ens elementer, og derfor består Circle House af et system med blot ca. 15 forskellige dimensioner – altså vægstørrelser – mod et ”normalt” byggeri, hvor der er langt flere forskellige elementer.
Pelle B. Jensen understreger, at man skal holde sig for øje, at armering og statik er forskellig for fx etagebyggeri og rækkehuse, hvilket giver en naturlig begrænsning på genanvendelsesmulighederne, hvis man skal holde fast i bæredygtighedsprincipperne.
- For at kunne genbruge betonelementer, skal man kende historikken om, hvor, hvornår og hvordan et element er blevet produceret. Bygherren kommer derfor til at skulle opbevare oplysninger på alle elementer, så al data er tilgængelig for fremtidige brugere, siger han.
Pelle B. Jensen vurderer, at Circle House er en god start på at komme i gang med cirkulært byggeri inden for elementer.
- Vi har ingen referenceprojekter, så vi lærer hele tiden nyt, og vi ser et stort potentiale både miljømæssigt og økonomisk
PROJEKTPARTNERE
Bygherre: Lejerbo
Arkitekter: Fællestegnestuen som er et samarbejde mellem GXN/3XN Arkitekter, Lendager Group og Vandkunsten
Entreprenør: Torntoft og Mortensen A/S
Betonleverandør: Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik
Magasinet BETON udsender nyhedsbrev med de nyeste artikler fra magasinet i starten af hver måned. I nyhedsbrevet indgår også annoncer fra 3. parter. Når du har udfyldt dine oplysninger nedenfor, modtager du en bekræftelsesmail.