Bulletin no. 10 er udarbejdet til alle i byggebranchen, der arbejder med projektering af byggerier med betonelementer. Bulletinen demonstrerer, hvordan robustheden af en højhuskonstruktion kan efterleves ved at indføre et generelt regelsæt for hovedkonstruktionen. Udgivelsen er kommenteret af eksterne rådgivere for at inkludere andres perspektiver i det kontroversielle forslag om lodret segmentering i forhold til robusthed, som bulletinen blandt andet udfolder.
”I Betonelement-Foreningen håber vi, at principperne i Bulletin no. 10 fremover vil blive anvendt generelt ved eftervisning af robustheden for højhuskonstruktioner med betonelementer og derved skabe et ensartet grundlag for dokumentation,” siger Marianne Boelskifte, chefkonsulent i Betonelement-Foreningen.
Bulletin no. 10 demonstrerer robustheden af en højhuskonstruktion for to modelløsninger: Den ene løsning anvender lodret segmentering svarende til acceptabelt kollapsomfang iht. DS/EN 1990:2024 DKNA Anneks E2. den anden løsning anvender vandret segmentering ved udelukkende at anvende betonelementer i hovedkonstruktionen.
Bulletinen skal læses med samtidigt kendskab til følgende udgivelser: teksten i DS/EN 1990 DK NA:2021 Anneks E, Betonelement-Foreningens Bulletin no. 3 samt Betonelementbyggeriers statik fra 2010.
Brugere af Bulletin no. 10 er velkomne til at kontakte Betonelement-Foreningen med eventuelle kommentarer og forslag til forbedringer på marb@di.dk.
Bulletin no. 10 bliver præsenteret for Betonelement-Foreningens medlemmer på medlemsmøde den 4. marts 2024 i Middelfart (tilmelding her).
Download Bulletin no. 10 her.