Det emmer af udvikling, udsyn og bæredygtighed i et nyt boligbyggeri under opførelse ved Sønderborg Havn. Her bygger Danfoss 14 lejligheder, som skal huse teknologikoncernens globale specialister, når de midlertidigt har behov for et hjem i Danmark. Ambitionen hos Danfoss og fonden bag, Bitten & Mads Clausen Fond, har været at vise, at det er muligt at bygge boliger til den højeste bæredygtighedscertificering med eksisterende teknologi og materialer. Gæstehuset bygges – primært – i tegl og beton, men med de mest muligt bæredygtige valg inden for begge materialer.
De kommende beboere har grøn omstilling som overligger i deres daglige arbejde, og samtidig er selve gæstehuset et udstillingsvindue for Danfoss’ produkter inden for netop den grønne omstilling. Dermed bidrager både beboere, byggeri og koncernens produkter til en samlet vision om bæredygtighed for Danfoss House.
Gæstehuset er tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter, som med traditionelle materialer optimeret til mest mulig bæredygtighed og et målrettet fokus på DGNB-kriterierne er lykkedes med at opnå en præcertificering til DGNB-platin.
”Det har været en langvarig, ressourcekrævende udviklingsproces med et kontinuerligt DGNB-fokus på hvert eneste valg af løsning og materiale. Og vi er fortsat on target,” siger Per Fischer, arkitekt og partner i den dansk-norske arkitektvirksomhed, og påpeger, at DGNB-arbejdet også er omfattende for entreprenørerne, der bl.a. har en fast medarbejder på byggepladsen alene til at registrere og kontrollere det materiale, der bæres ind på byggepladsen og sikre, at affald behandles og sorteres korrekt.
En hjørnesten i gæstehusets forventeligt høje certificering har været valg af betonelementer i Low Carbon Concrete (LCC), hvor dele af den energikrævende cement er erstattet af kalcineret ler eller flyveaske. Reduktionen af cement har ført til, at der alene på vægelementer og huldæk er sparet 31,5 ton CO2.
Danfoss House bliver et byggeri med mange facetter, der kredser om bæredygtighed i en eller anden form. Arkitekturen peger med sit materialekoncept på holdbarhed, byggematerialerne sætter mindst mulig aftryk på miljøet, og samtidig bliver gæstehuset et aktivt showroom for Danfoss’ højteknologiske produkter.
”Vi har tegnet en teglskulptur, der via sin form og sit udtryk understøtter en fortælling om indre fællesskab og åbner sig mod verden. På landsiden leder en udvendig trappe op til fællesterrassen på taget, hvor beboerne kan mødes og få udsyn til byen og havnen. På vandsiden udtrykker arkitekturen en mere udadvendt dynamik med glaspartier og udkragede bygningselementer mod byens havnefront”, siger Per Fischer, der ser frem til, at gæstehuset står færdigt senere i år – efter planen certificeret til DGNB-platin.
Som sløjfen på bygherres vision om mest mulig bæredygtighed bliver Danfoss House et showroom for koncernens højteknologiske produkter, blandt andet med varmepumper der henter energi fra jorden, og med en teknologisk fremtidssikring der sikrer, at alle installationer og tekniske løsninger kan opgraderes løbende.
Fakta | |
Bygherre | Bitten og Mads Clausens Fond |
Arkitekt | Reiulf Ramstad Arkitekter |
Rådgiver |
Henry Jensen A/S (DGNB-konsulenter: Etos Ingeniører ApS) |
Entreprenør | Daugaard Pedersen A/S |
Betonproducent | CRH Concrete |
Placering | Sønderborg |
Færdigt | 2023 |
Betonelement Prisen Betonelement Prisen er en arkitekturpris indstiftet af Betonelement-Foreningen.
Den samlede jury i Betonelement Prisen består af: Kent Martinussen, arkitekt og adm. dir. i DAC; Bente Scavenius, mag.art. i kunsthistorie og kunstkritiker; Peter Thorsen, adm. dir. - partner - arkitekt MAA, Lundgaard & Tranberg Arkitekter samt Christian Cold, CEO Entasis, arkitekt MAA.
Vinderen af Betoninnovations Prisen, In-situ Prisen og Betonelement Prisen offentliggøres til Betonens Prisfest den 1. juni 2023 i Industriens Hus.